Enkeliv

I dag var jeg til bisættelse. Min venindes mor blev bisat. Hun døde sidste søndag. Hun åndede ud, med sin mand og sine børn ved sin side, på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. På samme hospitalsstue, hvor også Thomas tog sit sidste åndedrag. Der var mange mennesker i kirken, og der var fyldt med smukke ...

Da Thomas blev erklæret uhelbredelig syg af kræft, gav han udtryk for, at han ønskede at dø på et hospice. Han brød sig ikke om hospitaler, og ønskede derfor ikke at skulle dø på et hospital. Han ønskede heller ikke at dø hjemme, af hensyn til Mathilda og jeg. Han ville gerne, at Mathilda og ...

D. 11. juni var det to år siden, at Thomas døde. Sidste år, på etårs-dagen for hans død, holdt jeg en mindestund ved hans gravsted for venner og kolleger. En sangerinde sang et par sange, vi fik alle et glas eller to, og jeg holdt en tale. I år havde jeg lyst til at samle ...

Jeg skal snart flytte i en ny lejlighed. Jeg har valgt at sælge mit og Thomas´s fælles hjem og har fundet et nyt hjem, hvor Mathilda og jeg skal bo fremover. Jeg har mærket behovet for at finde et nyt hjem gennem længere tid. Et behov for at fjerne mig fysisk fra den smerte og ...

Da Mathilda kom til verden, blev hun taget ved kejsersnit. Arret nederst på min mave er et evigt minde om dette. Med tiden er arret dog blevet pænere, og i går aftes iagttog jeg det indgående. Det er tre år siden, kejsersnittet blev foretaget, og først nu har arret fået et udseende, der for mig ...

Jeg er begyndt at opleve, at jeg i løbet af min hverdag kan glemme Thomas. Det er blevet muligt for mig at gå rundt og have tanker andetsteds end på sygdomsforløbet, døden og sorgen. Det er blevet muligt for mig at grine højlydt og være tilstede lige midt i det hysterisk sjove. Her er jeg ...

Thomas er død. Han er væk. Han er her ikke mere. Når jeg tænker over disse ord – når jeg smager på ordene, prøver at tage dem ind og fordøje dem – har ordene svært ved at bundfælde sig i mig. Det er stadig ubegribeligt for mig, at Thomas ikke længere er til. Selvom der ...

Da Thomas blev syg, begyndte jeg at bede til Gud. Bønnen var noget, der fandt sted i min hverdag, helt usagt, særligt i den sidste tid, Thomas levede. I begyndelsen bad jeg til Gud om, at Thomas måtte blive rask. Jeg lovede, at hvis Thomas blev rask, ville jeg aldrig længere være efter ham med ...

Et nyt år er skudt i gang. Et nyt år har taget sin begyndelse. Vi er mange, der har et nytårsforsæt. De fleste omhandler en ny og sundere livsstil. Herunder særligt, at der skal mere motion på programmet og mere sund mad på bordet. Jeg selv har også et nytårsforsæt. Det går ud på, at ...

Jeg er begyndt at nyde min morgenkaffe i fred og ro ved bordet, mens Mathilda spiser sin havregrød. Jeg er begyndt at nyde noget så simpelt som at tage et bad. At drikke min morgenkaffe eller tage mit morgenbad er ikke længere noget, der i hast og jag skal overstås, så jeg kan komme videre ...

Forrige weekend blev nedenstående digt læst højt for mig. Man mener, at digtet er skrevet af en kvinde ved navn Nadine Starr på 85 år. Det skulle efter sigende være blevet fundet i hendes kommodeskuffe efter hendes død. Jeg blev ganske rørt over det, og vil derfor dele det med jer. Hvis jeg skulle leve ...

For noget tid siden var der en del polemik og skæld ud i medierne om, hvordan forældre sendte deres børn i daginstitution, mens forældrene selv tog sig en fridag. Forældrene blev efter min opfattelse fremstillet som selvoptagede, dovne og egoistiske. Som så meget andet gik debatten frem og tilbage uden af, at billedet egentlig blev ...

Det er blevet vinter. Selvom der endnu ikke er faldet sne, og selvom vi kun er i slutningen af november, har den friske vinterkulde for alvor sat sig fast. Den bider i kinder og ører, når Mathilda og jeg forlader vores hjem om morgenen, for at begive os ud i det liv, der er blevet ...

Det er et par uger siden, jeg sidst skrev et indlæg. Grunden er, at jeg har haft travlt. Som i sindssygt travlt. Den ene fantastiske mulighed har budt sig efter den anden. Det ene projekt har afløst det andet. Jeg har grebet alle muligheder, fordi jeg havde lyst og kræfter til det. Jeg overvejede ikke ...

Før Thomas blev syg og døde, var jeg hele tiden i gang med at opnå et mål, så jeg kunne blive glad og tilfreds. Når det ene mål var nået, blev det gerne afløst af et andet, der straks stod for tur. Med andre ord var jeg hele tiden i gang med at opnå noget, ...

Da Thomas lå for døden, skrev jeg et brev til ham. Et afskedsbrev. Jeg havde det liggende i en skuffe i et par dage. Jeg kunne nemlig ikke få mig selv til at læse det højt for ham. Jeg var bange for, at jeg med brevet indirekte ville sige til ham, at døden var nær. ...

At være i sorg kan være et ganske ensomt sted at være. Først og fremmest fordi vi har mistet en person, vi holder af. Vi har mistet selve relationen til dette menneske. Og vores sorg afhænger af den relation, vi havde til afdøde. En unik – og dermed uerstattelig – relation. Da ingen i hele ...

Hvorfor skulle Thomas dø? Det er et spørgsmål, jeg tit har stillet mig selv. Spørgsmålet om hvorfor. For mig giver det nemlig ikke nogen mening. Jeg har prøvet at lede efter en mening med hans død. Jeg har også prøvet at finde årsager til, hvorfor det skulle ende, som det gjorde. Jeg har ønsket at ...

Vi lever i et samfund, hvor forandringsparathed er blevet et mål i sig selv. Alle vegne bliver vi mødt af kravet om konstant udvikling. Det gælder også i forhold til sorg. Her kan vores omgivelser have en forventning om, at sorgen da selvfølgelig har sin tid for en stund, men derefter skal den helst være ...

Da jeg accepterede, at Thomas var død – da jeg virkelig accepterede det, opstod der efterfølgende en ro inden i mig. Jeg holdt nemlig op med at bekæmpe virkeligheden. Jeg holdt op med at insistere på, at livet i alle dets afskygninger burde være meningsfuldt. Jeg holdt op med at fortælle mig selv historier om, ...

Det tog mig lang tid at acceptere, at Thomas virkelig var død. Jeg lod hans sko stå uden for vores hoveddør i flere uger efter, han var gået bort. Hans overtøj i garderoben blev hængende i et par måneder. Og hvis jeg skal være helt ærlig, hænger noget af hans tøj stadig i vores klædeskab. ...

I går skulle jeg til sommerfest i min datters daginstitution. Jeg havde set frem til at tale med pædagogerne og de andre forældre i en afslappende og festlig atmosfære. Fuld af forventning tog jeg afsted. Men midt i lederens velkomsttale på legepladsen, og med en velkomstdrink i hånden, blev jeg pludselig slået ud af kurs. ...

Da jeg modtog beskeden om, at Thomas var uhelbredelig syg af kræft, befandt jeg mig hos Kræftens Bekæmpelse i København. Jeg var til møde med en pårørendegruppe. Jeg husker, at jeg låste mig inde på et toilet, da jeg kunne se, at Thomas havde haft ringet. Jeg ringede ham op. Ville høre, om der var ...

I forlængelse af mit sidste indlæg kom jeg til at tænke på nedenstående digt. Jeg modtog det fra en af Thomas´s venner, i tiden efter hans død. Det rørte mig dybt. Digtet er vist nok oprindeligt skrevet af Mary Elizabeth Frye tilbage i 1932. Jeg tillader mig at gengive det her, så de af jer, der ...

Da Thomas lå for døden, sagde jeg til ham, at jeg gerne ville have kontakt med ham efter hans død. Jeg fortalte, at jeg ville prøve at skabe kontakt med ham via en clairvoyant eller lignende. Han smilede af det og syntes ikke, jeg skulle bruge penge på det, da han var skeptisk over for, ...

Da Thomas fik konstateret kræft, var jeg gravid. Kort forinden var vi blevet forlovet. Vores plan var at blive gift i Frederiksberg Kirke med efterfølgende fest for venner og familie. Men sådan blev det ikke. I stedet fik vi en akut tid på Frederiksberg Rådhus, fordi Thomas stod foran en omfattende operation. Vi forsikrede hinanden i, at når ...

I den første tid efter Thomas´s død besøgte jeg hans gravsted flere gange om dagen. Jeg vidste nemlig ikke, hvor jeg skulle henvende mig for at føle en form for kontakt med ham. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af min kærlighed til ham. Jeg savnede ham forfærdeligt. Jeg savnede at kramme ham, kysse ...

Digte kan – ligesom sange – sige mere end 1000 ord. De har en særlig evne til at beskrive det svære eller glædelige her i livet. De kan med andre ord forløse. Jeg ved ikke hvem, der har skrevet nedenstående digt. Men jeg ved, at det inspirerede mig første gang, jeg læste det – og ...

For et par måneder siden skal jeg som vanligt hente min datter om eftermiddagen i den daginstitution, hvor hun går i vuggestue. I garderoben bliver jeg mødt af en dreng, der går på hendes stue. Han smiler og siger: “Du er Mathildas mor!” “Ja!” svarer jeg og gengælder hans triumferende smil. “Du skal hente Mathilda”, ...

Jeg har i mange år haft travlt. Travlt med at tage en uddannelse og travlt med at arbejde. Travlt med at deltage i diverse sociale arrangementer. Jeg har haft travlt med at leve i overhalingsbanen, fordi jeg troede, det nu engang var sådan, MAN skulle leve livet. Jeg tænkte egentlig ikke dybere over det; jeg ...

Vi har alle årsdage eller mærkedage, som vi fejrer. Bryllupsdage, fødselsdage eller den dag på året, hvor vi mødte vores kæreste eller ægtefælle for første gang. Årsdage er som regel betydningsfulde for os, fordi de markerer en begivenhed, som betyder noget særligt for os. D. 11. juni 2014 var det et år siden, min mand ...