Vi er ikke vant til at tale om døden. Vi ved, at vi en dag skal herfra, men vi ved ikke hvornår eller hvordan. Vi skubber som regel tanken fra os. Ignorerer det eller fortrænger det. Det er nemmere, end hvis vi skal forholde os til døden. For når vi forholder os til døden, må vi erkende, at der er en udløbsdato for vores liv. Tanken om dette medfører ofte, at svære spørgsmål trænger sig på: Lever jeg det liv, jeg ønsker? Bruger jeg min tid på en meningsfuld måde?

Da jeg i sommeren 2013 bliver enke, afføder det en stor og tung sorg, men også en hvirvelvind af eksistentielle tanker og erkendelser. Jeg har siddet på første parket og været vidne til et sygdomsforløb hos min elskede. Et sygdomsforløb med dødelig udgang. Jeg har med andre ord mærket dødens vingesus. På den ene side medfører det et tillidsbrud i forhold til mit liv og verden. På den anden side medfører det en ubeskrivelig taknemmelighed over livet. Men overordnet oplever jeg, at min sorg er svær at italesætte. Det er svært for både mig og mine omgivelser, fordi vi er uvante med situationen. Uvante med at tale om døden.

Baggrunden for denne blog er mit ønske om en større åbenhed omkring det at være i sorg, og hvad sorg på godt og ondt kan bringe med sig.