Da Thomas døde, var der mange, der gav udtryk for, at det var uretfærdigt, at han skulle dø. Ham, der var så ung. Jeg selv syntes også, at Thomas havde fortjent bedre – især fordi han var så godt et menneske.

Bagved disse tanker og udtalelser ligger der en indgroet forestilling om, at livet er retfærdigt, og at det forhåbentligt vil gå os alle efter fortjeneste – at gode mennesker bliver behandlet godt af livet, og at dårlige mennesker ikke kan forvente, at det vil gå dem godt i livet. Nogle kalder det for karma.

Vi har også en indgroet forestilling om, at gode kostvaner og en sund livsstil sikrer os mod en tidlig død. Og det kan der jo nok være noget om. Og så er der alligevel ikke nogen garanti for noget som helst her i livet, viser det sig. Og hvad der viser sig med endnu større tydelighed er, at livet hverken er retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare. Indtil det ikke er mere.

Da Thomas døde, tænkte jeg over, hvorfor lige akkurat han skulle dø. Og hvorfor lige akkurat jeg skulle rammes så hårdt af sorgen. En alternativ kvinde fortalte mig kort efter Thomas’ død, at kræftsygdom i maven ofte skyldes, at man gennem mange år har undertrykt sine følelser. Jeg husker, at hun sagde det med en alvidende og afklarende stemme, og med et stort smil på læben, som om hun havde opklaret et mysterium for mig og dermed givet mig en gave i form af hendes visdom. Jeg tog ikke hendes overbevisning til mig – i stedet havde jeg på daværende tidspunkt lyst til at smække hende en ordentlig én. Måske fordi jeg oversatte hendes udtalelse til, at Thomas selv var skyld i sin død.

Hvis livet var retfærdigt, ville det samtidig betyde, at alle lidelser ville være selvforskyldte – så ville alt, hvad der overgår os her i livet være vores egen skyld. Forhåbentligt er vi ikke alle skyldige i de ting, der rammer os hårdt i livet. Forhåbentligt ER alt, hvad der ødelægger og slukker et liv, lige så meningsløst, som det opleves.

Andre har efterfølgende medgivet over for mig, at de tror på, at der er en mening med alt, som vi mennesker udsættes for her i vores jordiske liv – at vi er sat på jorden for at lære og dermed udvikle vores sjæl. Det har jeg dog heller ikke kunne bruge til så meget i min meningsløshed og følelse af magtesløshed i forbindelse med Thomas’ død. For hvad skulle meningen med Thomas’ død være? Og hvad er læren i hans død? Thomas var et godt og kærligt menneske, vellidt af mange, og han havde en lille datter – og ja, også mig som kone. Han havde mange mennesker i sit liv, som han holdt af, og som holdt af ham. Hvad kan argumentere for – skabe forståelse for og accept af – at han skulle dø? I min verden: Intet!

Og hvem kan egentlig gøre sig til dommer over, hvad der er retfærdigt i livet? Hvad skal fx kunne retfærdiggøre, at mennesker ét sted på jordkloden lever med hyppige oversvømmelser, mens andre lever et sted, der er præget af tørke?

Hvis vi har mistet noget eller nogen, der har haft stor betydning i vores liv, er det kun naturligt, at vi kan opleve det som meningsløst. Ligesom det er naturligt, at vi mennesker søger at finde en mening, når vi er i krise – vi søger en sammenhæng. For når vi er i krise, oplever vi som oftest, at vores liv – eller dele af det – ikke længere hænger sammen. Ved at finde en (ny) mening kan vi få vores liv til at hænge sammen på ny.

Det er dog forskelligt og ganske individuelt hvilken sammenhæng, kriseramte er optagede af at skabe. Vi søger gerne efter en årsags-virknings-sammenhæng, hvor vi stiller os selv spørgsmål som: ”Hvad har jeg gjort, siden dette skulle ske for mig?” Men hvis der altid fandtes en sammenhæng mellem vores adfærd og vores skæbne, ville det være det samme som at kunne kontrollere skæbnen. Og det er ikke muligt.

Bagudrettede årsagsforklaringer som ”Hvad har jeg gjort galt?” eller ”Hvorfor skulle dette ramme lige mig/hende/ham?” hverken hjælper eller støtter os i krisen. Ej heller fremadrettede årsagsforklaringer som ”Hvad mon jeg skal lære af dette?” Det, der kan støtte og hjælpe os i en krise, er det, der kan få os til at vælge livet til, selvom det er blevet sværere at leve! Og det, der hjælper er netop det, der kan få os til at bære smerten eller tabet med os videre i livet på en sådan måde, så livet stadig er værd, smukt og rigt at leve.

Tabet af en elsket person kan ofte synes meningsløs, men sorgen er dog aldrig meningsløs. Den er fuld af mening, da den netop er kærlighedsfuld. Når vi sørger dybfølt og virkelig mærker smerten og savnet, da føler vi samtidig den største kærlighed til afdøde; Det er i smertens favntag, at kærligheden er mest dybfølt. Det er paradoksalt og samtidig ganske smukt.

Ovenstående er skrevet på baggrund af – og med inspiration fra – Bent Falks bog ”At være der, hvor du er”