Er det ikke tungt at skrive om sorg, sygdom og død?” blev jeg spurgt om i min sommerferie. Det synes jeg ikke. Sorg, sygdom og død er værdigt at skrive om, fordi bevidsthed om døden kan berige vores liv. Hvordan det, tænker du måske? Jo, med bevidstheden om døden kan vi i højere grad værdsætte vores liv og få det bedste ud af livet, mens vi endnu har det.

I foråret læste jeg bogen ”Venteværelset – en døendes fortællinger om livet”, skrevet af Jacob Harder og Rita Nielsen. Rita er sygeplejerske på Diakonissestiftelsens Hospice, og Jacob er i slutningen af 30’erne, syg af kræft og døende. Det er en af de mest bevægende og indsigtsfulde bøger, jeg nogensinde har læst. I bogen siger Jacob bl.a.:

Uden døden som hverdagsfortælling bliver livet meningsløst. Det er der mange moderne mennesker, som kæmper med. Og det har jeg selv kæmpet med, før jeg blev syg. Jeg havde alt, men oplevede alligevel livet som meningsløst. (…) Hvis vi så døden i øjnene, tror jeg, vi ville blive bedre til at prioritere. Vi ville prioritere relationer højere, og ikke mindst tid til at relatere. Hastigheden går ned. At se døden i øjnene er skræmmende. Det er at se, at livet også er lidelse. Men hvis man ser det i øjnene, så opstår en åbning, en taknemmelighed, så man måske også oplever kærligheden – ser det gode – accepterer paradokset”.

Da Thomas blev erklæret uhelbredelig syg, sad vi sammen i sofaen om aftenen og holdt om hinanden. ”Det eneste, der betyder noget nu, er dig og Mathilda”, husker jeg, at Thomas sagde. Han var fuldstændig ligeglad nu med tanker om investering, materielle ting, penge, karriere osv. Det var hans relationer, menneskene i hans liv, der betød noget nu. Alt andet var uden betydning.

Jeg ved ikke, om Thomas reelt blev afklaret med, at han skulle dø. Jeg forestiller mig, at det må tage lang tid, før ens sind er klar til at acceptere døden, når man er ung. Det er jo en proces hen imod at gøre sig færdig med sit liv, så man til sidst kan slippe det. Og hvordan gør man sig færdig med sit liv? Jeg var vidne til, hvordan Thomas gennemlevede op-og nedture i sit sygdomsforløb. Thomas ville livet. Han ville Mathilda. Og det husker jeg mig selv på at fortælle hende, når hun spørger ind til sin far, og hvorfor han ikke er hos hende.

Omvendt tog Thomas afsked med meget gennem sit sygdomsforløb og før, han åndede ud. Det at dyrke sport havde han taget afsked med. Det at kunne arbejde, havde han taget afsked med. Det at spise og nyde maden, havde han taget afsked med. Han kunne stadig se fjernsyn. Men dette blev alligevel også for meget for ham. Det betød ikke længere noget for ham at vide, hvad der var sket i et land langt borte. Han blev ligeglad med at høre folk udtale sig i fjernsynet om, at de var bekymrede over et eller andet. Eller at de var glade over et eller andet. Det var nærmest en provokation for ham. For ham, der var syg og skulle dø.

At følge Thomas gennem hans sygdomsforløb og frem til hans død har lært mig, hvad der er væsentligt i livet – og også, at det kan være vanskeligt at dø. Især, når man ikke er klar, ikke har fået det ud af livet, man vil og ikke ønsker at dø, endnu.

Og derfor er det så vigtigt, at vi bærer bevidstheden om døden med os herfra og videre i livet. At nyde det, der er lige nu og her, i stedet for hele tiden at være opsatte på at få noget fra hånden eller fokusere på mulige, fremtidige scenarier. Mange venter hele tiden på, at livet skal begynde. Når jeg har overstået dét og dét, SÅ skal jeg nyde livet.. Men det er nu..! Livet er nu..!

Som Jacob siger i bogen: ”Jeg har sådan lyst til at råbe ud over tagene: Sluk for fjernsynet og åbn en bog. Tag ud og rejs i verden eller ind i dig selv. Brug livet! Tag det! Elsk det!