Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan man bedst hjælper en person i sorg. Jeg har ingen facitliste dertil, men jeg har nogle mulige bud på det. Jeg håber, de kan være til inspiration for andre. De kommer her:

 

Tag selv initiativ til at hjælpe
Når vi vil hjælpe andre, kommer vi nemt til at sige: ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre”. Det er dog sjældent, at en person i dyb sorg er i stand til at bede om hjælp eller til selv at koordinere denne hjælp. Derfor: Tag selv initiativ til at hjælpe, hvis du virkelig ønsker at hjælpe. Overvej hvad du ønsker at hjælpe med, hvornår du ønsker at hjælpe, og hvordan du ønsker at hjælpe. Har du lyst til at sende en blomst, noget chokolade eller andet, så gør det. Har du lyst til at komme forbi og svinge støvsugeren, så gør det. Har du lyst til at lave noget mad og komme forbi med det, så gør det. Forvent ikke, at I også skal drikke kaffe og hyggesludre efterfølgende i forbindelse med din hjælp. En ”usynlig” hånd til hjælp med det praktiske er ofte den bedste hjælp, du kan give, lige efter et dødsfald.

Frygt ikke tårer
Du skal ikke være bange for at gøre den, der har mistet, ked af det. Hvis vedkommende kommer til at græde, når i taler sammen, er det fordi, vedkommende i forvejen er ked af det. Du kan ikke sige noget, der kan gøre den, der har mistet, endnu mere ked af det, end vedkommende er i forvejen.

Vis interesse
Vis interesse ved at spørge ind til, hvordan vedkommende har det. Lad aldrig som ingenting, hvis du ikke ved, hvordan du skal håndtere situationen. Så spørg i stedet direkte. Ønsker vedkommende ikke at tale om sorgen og savnet af afdøde lige nu, så accepter det.

Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det
Hvis du ikke ved, hvad du skal sige til vedkommende, skal du ikke blive frustreret eller føle dig utilstrækkelig. Sig det i stedet, som det er: At du ikke ved, hvad du skal sige, og at hele situationen gør dig ondt, og at du ville ønske, du kunne sige et eller andet, der kunne hjælpe vedkommende. Den, der har mistet, forventer ikke, at du skal gøre sorgen og smerten mindre, for det kan ingen hjælpe vedkommende med. Du kan højst støtte vedkommende ved blot at være der for ham/hende.

Giv plads og vær rummelig
Den, der har mistet, kan sagtens være glad den ene dag, og næste dag være meget ked af det. At være i sorg kan være en følelsesmæssig rutschebanetur. Sorgen kommer og går, og latter og gråd går gerne hånd i hånd. Du behøver ikke at forstå til ende, hvad vedkommende gennemlever, for det er ikke dig, der lige har mistet, men ved at give plads og være rummelig overfor, at følelserne kan fare i øst og vest, giver du den bedste støtte.

Vis omsorg
Send en sms eller en mail til den der har mistet, der viser, at du tænker på vedkommende. Tag initiativ til at ses eller tage ud sammen. Du kan for eksempel tilbyde at tage med på kirkegården, tage ud at gå en tur sammen i naturen eller tilbyde at gå ud og få lidt godt at spise sammen. Du skal ikke forvente, at den der er i sorg, tager initiativet, som også tidligere skrevet. Det har vedkommende som regel ikke overskud til. Den der er i sorg, kan godt have lyst til at sige ja tak til en invitation den ene dag, hvorefter det bliver et nej dagen efter. Tag det ikke personligt, det er blot humøret og energiniveauet, der kan være ganske omskifteligt.

Vær tålmodig
Regn ikke med, at sorgen eller savnet forsvinder. Det kan tage år, før sorgen og savnet ikke længere overmander den, der har mistet, når der kommer en mærkedag eller vedkommende oplever noget, hvor afdøde skulle have været her. Forvent heller ikke, at den efterladte efter et stykke tid bliver som før. Mange efterladte føler, at sorgen medvirker til, at de bliver en ændret udgave af dem selv.

Nævn gerne afdøde i årene efter
Det er rart for den efterladte, når andre indimellem nævner afdøde i forskellig sammenhæng. Det skal selvfølgelig ikke virke påtaget, men forekomme på naturlig vis. Savnet af afdøde vil være evigt for den efterladte, og som tiden går, kan den efterladte føle, at verden og alle i den har glemt afdøde, af den simple årsag at livet går videre. Når afdøde nævnes af andre, bliver den efterladte mindet om, at afdøde ikke er glemt og vigtigst af alt; at den efterladte ikke står alene med minderne og erindringen om afdøde.