Da jeg som barn gik i folkeskole, fik jeg for første gang fortalt historien om Den Barmhjertige Samaritaner.

I fortællingen bliver en mand overfaldet. Han ligger derefter i vejkanten, mens flere forbipasserende blot går forbi uden at standse op og hjælpe ham. Derimod standser Den Barmhjertige Samaritaner op, da han kommer forbi. Den Barmhjertige Samaritaner hjælper manden op at stå og får ham bragt til en kro. Historien bringer budskabet om næste-kærlighed og om at hjælpe andre i nød.

Punktum. Så kan jeg ikke huske mere af historien. Kan du?

Først som voksen har jeg stiftet bekendtskab med resten af historien. Eller også er det i forbindelse med, at Thomas blev syg og døde, at jeg fandt ud, at historien bar på endnu et budskab – et budskab, der gav mening for mig og fik en sten til at falde fra mit hjerte.

Da Den Barmhjertige Samaritaner har bragt manden til en kro, overlader Den Barmhjertige Samaritaner ham til værten. Herefter rejser Den Barmhjertige Samaritaner videre og siger til værten, at han vil komme tilbage og se, hvordan det går med manden.

Og hvad er det da ved resten af historien, der får en sten til at falde fra mit hjerte?

Når den ene part i et forhold bliver syg og mister sin evne til at klare sig selv på forskellig vis, er det naturligt, at den anden part i forholdet træder til i en hjælpende rolle. Vedkommende bliver nærmeste pårørende. Sådan blev det også for Thomas og jeg. Den syge vil unægtelig opleve frustration over ikke længere at have de samme kræfter, som tidligere, og sorg over ikke længere at kunne klare sig selv. De fleste, der oplever at være nærmeste pårørende, vil også opleve frustration og magtesløshed i hjælper-rollen – samt sorg over at miste den ”raske” samlever.
I et parforhold er vi der jo for hinanden, vi støtter hinanden og hjælper hinanden. Og når den ene bliver syg, hjælper den anden. Men det ændrer også rollerne i forholdet. Forholdet er ikke længere jævnbyrdigt, og det kan skabe gnidninger og frustrationer, vrede og sorg. Det kan skabe ensomhed i tosomheden. Hver sidder og er efterladt med en sorg over tabet af det, der var. Det forhold, der var. Det tidligere kendte, fælles liv, der nu er forbi – i fald den syge er uhelbredelig syg.
I sådan en situation er vores muligheder for at hjælpe den syge, i det omfang den syge har brug for, ofte begrænsede. Det er hårdt både fysisk og psykisk at passe og pleje en syg og døende partner. Vi kan sjældent gøre alt det for den anden, som vi inderst inde ønsker at kunne. Der er nemlig en grænse for, hvor meget vi kan hjælpe et andet menneske. Som nærmeste pårørende ordner vi alt det praktiske og stiller os til rådighed i tide og utide.
Jeg selv var i den grad på overarbejde, da jeg både var på barsel med vores lille datter og samtidig tog mig af Thomas – og at være der for dem begge på én gang, var en stor udfordring. Jeg mestrede det ikke, kunne ikke finde en balance og jeg fik dårlig samvittighed over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger om at være der for dem begge to i den udstrækning, jeg ønskede. Det lod sig ikke gøre. Det var ikke menneskeligt muligt for mig.
Som pårørende til Thomas kunne det måske udadtil se ud som om, jeg mestrede situationen, men indeni voksede en fortvivlelse og træthed, der langsomt – men sikkert – udviklede sig til en decideret udmattelse. Og udmattelse forekommer netop, når vi prøver at overkomme det hele, og ikke får hjælp til at sortere i opgaverne. Udmattelsen kommer, når vi forsøger at gøre noget, der ikke er muligt, eller forsøger at være nogen, det ikke er menneskeligt muligt for os at være.

Og det er her, at resten af historien med Den Barmhjertige Samaritaner giver mening for mig. For Den Barmhjertige Samaritaner overlod manden til værten. Den Barmhjertige Samaritaner tog ansvar for at bringe manden et sted hen, hvor der var mulighed for at komme sig, og hvor der var mulighed for opsyn og pleje. Imens rejser Den Barmhjertige Samaritaner videre, dog med det for øje at komme tilbage og sikre sig, at manden bliver god igen.

For mange pårørende kan det være svært at overlade ansvaret med at passe og pleje den syge, til andre. Det kan føles som om, vi pårørende svigter den syge – som om, vi giver op. For mig at se handler det dog om at give så meget af os selv som muligt, strække os selv så langt som muligt, og dette uden at overskride vores egne grænser som pårørende. At overlade den syge til andre, fagfolk og professionelle, er at kende sine egne grænser for, hvad man kan magte som pårørende og som menneske, både praktisk, fysisk og psykisk. At kunne videregive ansvaret i sådan en situation er netop ansvarsfuldt – både over for sig selv og over for den syge. Og dermed er det også kærlighedsfuldt.