Sorgen over Thomas’ død blev først tung at bære i tiden efter hans bisættelse, og efter de sidste praktiske gøremål i forbindelse med hans død var overstået. Det var også her, at den store opmærksomhed fra familie, venner og bekendte ophørte.

Pludselig blev der stille. Så forfærdelig stille.

Udenfor gik livet videre, og hverdagen begyndte igen for mange. Jeg stod nu og skulle lære at være i hverdagen uden det menneske, jeg havde mistet – min Thomas. Det gav mig en følelse af tomhed og meningsløshed.

Tomheden følte jeg indeni, men tomheden var også fysisk: Der var tomt i hans side af dobbeltsengen. Der var tomt på den stol ved spisebordet, hvor han plejede at sidde. Der var tomt og stille.

Det første halve år efter Thomas’ død var jeg ekstremt træt. Men jeg havde svært ved at sove. Tanker fyldte mit sind om oplevelser under hans sygdomsforløb, og om det kunne have endt anderledes, hvis vi havde gjort det ene eller det andet. Min krop var rastløs og urolig, men samtidig tung og umedgørlig. Jeg lå meget i min seng i de timer om dagen, hvor Mathilda var i vuggestue. Den dag i dag husker jeg ikke så meget fra det første halve år efter Thomas’ død.

Jeg husker dog, at sorgens følelser blev knap så knugende 9 måneder efter hans død. Her begyndte glæden langsomt at indfinde sig over de små ting i min tilværelse. En eftermiddag, hvor jeg var på vej i vuggestue for at hente Mathilda, gik det op for mig, at det var blevet forår. Jeg kunne høre fuglene kvidre og jeg lagde mærke til, hvordan spirende vintergækker stak op fra jorden i små flokke, som tegn på nyt liv. Forårssolen skinnede skarpt, og strålerne brød efterveerne af vinterens kolde luft. Jeg var i live, og jeg havde stadig et liv, der skulle leves.