Når vi mister et menneske, vi elsker, vil det unægtelig præge vores liv. Det er dog forskelligt, hvordan vi reagerer på et dødsfald – det afhænger af vores relation til afdøde, og hvem vi er som personer (vores personlighed). Da alle relationer er unikke, må alle tab nødvendigvis være unikke med hver deres individuelle særpræg i form af relationelle oplevelser, minder og erindringer.

De fleste af os kan blive overvældede over de smertelige følelser, der følger i kølvandet, når en elsket person dør. Sorg går ikke blot over i løbet af et par måneder – den vil bølge frem og tilbage. Somme tider vil den være fraværende og måske helt glemt, og til tider vil den være tung og intens nærværende. Med tiden vil sorgen bære præg af et savn, der for mange er nemmere at håndtere – og lettere at leve med.

Selvom en elsket person dør fra os, vil relationen ikke dø. Du vil stadig bære relationen med dig videre i livet – indeni. Relationen vil fysisk set ikke længere eksistere, men mentalt og åndeligt vil relationen bestå i kraft af din kærlighed til vedkommende. Kærligheden fortsætter med at leve, og det er derfor, nogen taler om sorg som hjemløs kærlighed; Fordi kærligheden stadig kan mærkes og føles, men ikke længere kan adresseres fysisk til afdøde i form af for eksempel kys og knus.

Der er ikke en rigtig eller forkert måde at sørge på. Da Thomas døde, troede jeg, at sorgen ville lette, hvis blot jeg kom videre. Min forståelse af at ”komme videre” gik ud på at prøve at tage afsked med Thomas på forskellig vis, så jeg kunne slippe ”båndet” mellem os – vores relation. Jeg kæmpede en forgæves kamp. Nu ved jeg, at min relation til Thomas ikke kan dø, og at jeg ikke er i stand til at ”kappe” båndet – netop fordi, kærlighed ikke kan forsvinde fra den ene dag til den anden.

Tiden har lært mig, at det for mig er vigtigt at bevare de følelsesmæssige bånd til Thomas og tage Thomas med mig videre i livet. I stedet for at kæmpe med at lægge afstand til minder om Thomas, har jeg i stedet fundet ro og fred i min sorg ved netop at bringe ham med videre i mit liv gennem tanker, minder og ord.

Vi agerer dog alle forskelligt, når vi mister en, vi elsker. Nogen har brug for at tale om afdøde og deres sorg – andre bliver indadvendte og bearbejder sorgen for dem selv. Nogen fælder mange tårer, mens andre græder indeni. Nogen begynder på arbejdet med det samme – for at tankerne kan blive optaget af andet og de således kan få et frirum fra sorgen. Andre har brug for en pause fra arbejdet og kan måske knap nok finde energi til at sætte en tøjvask over i løbet af dagen. Der er også nogen, der først er klar til at mærke sorgen et stykke tid efter dødsfaldet. Det kan enten være fordi følelserne, der er forbundet med tabet, er for voldsomme – elle fordi andre omstændigheder kræver ens opmærksomhed og tvinger ens nærvær til at være andetsteds, end i sorgens følelser.

De fleste, der har kendskab til sorgens væsen, ved, at det til tider er muligt at smile eller le højt – og måske helt glemme sorgen for en stund. Og det er helt naturligt, at vi indimellem oplever pauser fra sorgens smerte. Det er vigtigt, og vi har også brug for disse pauser. – Så giv dig selv lov til at gøre ting, du sætter pris på, synes godt om og værdsætter – for selvom tiden med sorg kan opleves svær, er det muligt at kunne nyde små glimt af livsglæde – og med tiden vil glimtene blive til brudstykker af glæde, der vil udvikle sig og sprede sig.