Selvom vi alle er klar over, at vi en dag skal dø, er de fleste af os i stand til at skubbe tanker om døden til side som noget, der ikke rigtig kommer os ved. Forestillingen om døden ryster os først for alvor, når en betydningsfuld person dør fra os, og det går op for os, at også vi en dag skal dø. Når vi indser, at jeg en dag vil ophøre med at eksistere/leve, da opleves døden som et uomgængelig vilkår i vores liv, og denne opvågning kan forandre os for altid.

Personligt havde jeg tidligere tendens til at leve forholdsvist vanebundet og uengageret. Efter Thomas’ sygdomsforløb og død er jeg blevet mere nærværende i livet, men hans død har også tilført en ingrediens af alvor i livet; Jeg er ikke længere så sprudlende, glad og let, som jeg var, før Thomas blev syg og døde. Måske ´den gamle Anna´ vender tilbage med årene. Måske ikke. Personligt tror jeg det ikke. Jeg tror, at oplevelsen af at miste sin ægtefælle vil sætte spor i én for resten af livet. Livet bliver mere mærkbart af en sådan oplevelse. Jeg græder for eksempel langt hyppigere, end før – men både af glæde og sorg. Livet er på en eller anden måde blevet mere farverigt; Det er smukt som aldrig før, og samtidig er det sorgfuldt og skrøbeligt som aldrig før.

Thomas’ død minder mig også om altings forgængelighed – og derved også om min egen forgængelighed, min egen død. Min død er min alene, og ingen i hele verden kan forhindre den. Det kan være angstfyldt at tænke på, og når angsten for døden dukker op, minder jeg mig selv om, at døden er et vilkår, som jeg ikke kan undslippe, og at døden ikke nødvendigvis er lig med intetheden. Måske er døden blot overgangen til en ny verden, hvor jeg vil møde Thomas igen. Når angsten for døden drejer sig om selve dødstidspunktet, og hvordan jeg mon vil udånde, hjælper det mig at tænke på, at døden indtræder i løbet af et øjeblik – og at jeg indtil det øjeblik, har en lang række af øjeblikke foran mig, hvor jeg ikke dør, men hvor jeg lever. Og det er så igen disse øjeblikke af liv, jeg fokuserer på.

Når vi mister en betydningsfuld person, kan det med andre ord betyde, at meningsløsheden bryder ind i livet. Hvad skal jeg dog stille op med mit liv, når det alligevel slutter? De fleste af os begynder at filosofere over livets mening, når døden erkendes som et vilkår. Og de fleste begynder at søge efter svar på, hvad de har lyst til at bruge deres tid på, og hvilke ønsker de har til livet, mens det stadig er her.

Denne opvågning, som jeg vil kalde det – min nye opmærksomhed på, at døden vil komme uanset hvad, og at den kan komme, hvornår det skal være – er min tilværelse i høj grad præget af. Det kommer til udtryk på forskellig vis. For eksempel prøver jeg hver dag at standse op og nyde nogle øjeblikke, hvor taknemmeligheden for at være i live bruser gennem mine årer. Jeg tager i højere grad ansvar for mit liv, og tænker over, hvad jeg gerne vil opnå eller nå at opleve, før jeg en dag skal herfra.

Og hvad med angsten? Angsten for at dø? Den må udholdes, så længe vi lever. Angsten opstår jo netop, fordi vi er i stand til at se os selv og livet i øjnene. Denne eksistentielle angst er med andre ord forudsætningen for, at vi kan forholde os aktivt til vores eget liv, og indrette vores liv således, at det giver størst mulig glæde for os. Vores angst for døden kan derfor være fremmende for et meningsfyldt liv – og der kan på denne vis alligevel skabes lidt mening i meningsløsheden.

  • Del indlægget:
  • Top