I dag var jeg til bisættelse. Min venindes mor blev bisat. Hun døde sidste søndag. Hun åndede ud, med sin mand og sine børn ved sin side, på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. På samme hospitalsstue, hvor også Thomas tog sit sidste åndedrag. Der var mange mennesker i kirken, og der var fyldt med smukke blomster og buketter. Og dér på kirkebænken kom jeg til at tænke på den dag, hvor Thomas blev bisat, og hvordan sorgen lagde sig som et slør omkring mig i tiden efter. Af smerte, afsavn og udmattelse.
Min venindes smerte over at miste sin mor, fik mig til at tænke på min egen mor, som jeg stadig har hos mig i mit liv. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte være at miste min mor. Min mor. Min egen mor. Hende, der har givet mig liv, passet på mig og givet mig sin betingelsesløse kærlighed. Min mor betyder alverden for mig, og dér i kirken besluttede jeg, at jeg ville sige det til hende, næste gang jeg ser hende.
I kirken hæftede jeg mig også særligt ved dette vers, da den sidste salme blev sunget:
Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.
Ja, intet bliver helt, som det var, efter at vi har mistet en elsket. For sorgen river i os med kærlighedens kræfter.
Seneste kommentarer