D. 11. juni var det to år siden, at Thomas døde.

Sidste år, på etårs-dagen for hans død, holdt jeg en mindestund ved hans gravsted for venner og kolleger. En sangerinde sang et par sange, vi fik alle et glas eller to, og jeg holdt en tale. I år havde jeg lyst til at samle de samme mennesker igen – kramme dem og høre, hvordan det gik hos dem hver og én – men overskuddet var der ikke. Jeg magtede ikke at arrangere noget. Og derfor lod jeg være.

I stedet mødtes jeg med Thomas’ mor om eftermiddagen, hvor vi sammen hentede Mathilda i hendes børnehave. Herfra gik vi over på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor vi tændte et lys og satte en blomst hos Thomas. Mathilda fik lov til at vande blomsterne på gravstedet. Noget, hun holder ganske meget af.

”Det her er Fars Have, og min far er.. er.. er oppe i luften”, meddelte hun både eftertænksomt og begejstret, mens hun pegede op mod skyerne på Himmelen.

Vi kiggede alle op i den retning, hun pegede – alle lige uforstående over for betydningen, konsekvensen og omfanget af selve døden.

–

Efterfølgende fik vi alle tre en is på Frederiksberg Allé, og resten af dagen forløb som så mange andre hverdagsaftener – bestående af madlavning, spisning, oprydning, badning og putning.

For mig var dagen anderledes, end dagen for hans død sidste år. På mange måder var dagen mindre tung, omend savnet var mindst ligeså stort. Det var en stille dag. En privat dag. En hverdag som så mange andre, og alligevel en ganske særlig og mærkbar dag. Jeg var tung om hjertet fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Mindet om Thomas, der åndede ud i mine arme, dukkede op i min erindring hele dagen. Vores sidste ord til hinanden, vores sidste kram, vores sidste kys.

Det var også svært for mig vitterlig at forstå, at der nu var gået to år. To år. Det føltes ikke som to år. Det føltes som kortere tid siden, at Thomas døde. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig savner ham. Det tror jeg altid, at jeg vil gøre i et eller andet omfang. Der er heller ingen tvivl om, at jeg stadig er i sorg. Sorgen kommer og går, bølger frem og tilbage. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at det går fremad med mig og mit liv. Mathilda og jeg har på mange måder et godt liv i dag. Men som med så meget andet, er livet fyldt med forskellige farver, toner og nuancer. Og mærkedage – herunder årsdagen for Thomas´ død – vil bare altid i en eller anden grad være præget af savn, sorg og vemodighed fra min side af. Det kan jeg ikke komme udenom.

I år prøvede jeg at gøre dagen til en dag som så mange andre. Jeg troede, jeg gjorde det nemmere for mig selv, ved ikke at tillægge dagen nogen særlig betydning. På den måde prøvede jeg at lægge afstand til mine følelser og den betydning, dagen reelt set har for mig. Jeg tog på arbejde, og første del af dagen var faktisk nemmere, end jeg havde regnet med. Sidst på dagen gav det dog bagslag. Jeg græd som aldrig før, efter Mathilda var faldet i søvn om aftenen.

Og dér sad jeg så, i et hjørne af stuen. Følte mig fortabt og ensom som aldrig før. Gråden forløste dog en indre smerte, og det lettede mit hjerte at vide, at dagen endelig var slut, og at en ny snart ville tage sin begyndelse.

• Del indlægget:
• Top