Jeg skal snart flytte i en ny lejlighed. Jeg har valgt at sælge mit og Thomas´s fælles hjem og har fundet et nyt hjem, hvor Mathilda og jeg skal bo fremover. Jeg har mærket behovet for at finde et nyt hjem gennem længere tid. Et behov for at fjerne mig fysisk fra den smerte og det afsavn, som vores fælles hjem afstedkommer.

Det føles på én gang befriende og skræmmende. Befriende, fordi det for mig er et vidnesbyrd om, at jeg vil påbegynde et nyt kapitel i mit liv. Som en frisk start, hvor nye oplevelser venter, og et nyt liv vil tage sin begyndelse. Skræmmende, fordi jeg forlader det sted, som jeg har delt med Thomas. Skræmmende, fordi jeg nu én gang for alle, skal tage afsked med vores fælles liv og hjem.

Det har været en svær proces – ingen tvivl om det. Jeg har skulle gennemgå alle Thomas´s ting, sortere, rydde ud og pakke ned i flyttekasser. Jeg har tømt vores loftsrum for diverse ting, der hver og én har en tilknytning til et levet liv og alle de minder, der er forbundet dermed. Blandt gemmerne fandt jeg et brev, Thomas skrev til mig på min fødselsdag for snart tre år siden. Han skrev blandt andet:

.. da Mathilda kom til verden, var det som om, mit hjerte bristede. Det var den lykkeligste dag i mit liv. Jeg lover, at jeg vil elske jer og vise min kærlighed til jer efter bedste evne, resten af mit liv”.

Det gjorde han.

Ingen af os vidste dog på daværende tidspunkt, at han på samme dag, året efter, ikke længere ville være iblandt os.

Det er konfrontationen med sådanne minder, der har været hårdest under nedpakningen af vores fælles hjem. Alligevel har jeg også mærket en lettelse ved at sortere, rydde ud og pakke ned. Det er som om, at jeg i fysisk forstand har valgt, hvad jeg vil tage med mig videre i mit liv, og hvad jeg vil tage afsked med, smide ud eller slutte fred med.

Jeg håber, mit nye hjem bliver begyndelsen på et liv, der skal nydes og leves. At det bliver et hjem med glæde og lykkelige øjeblikke, og hvor jeg i højere grad vil invitere venner og familie til at blive en del af mit og Mathildas nye hverdagsliv. Minderne om Thomas og vores fælles liv tager jeg med mig. Sorgen og savnet af Thomas vil også få sin plads, sin rette plads – og vores kærlighed til hinanden vil altid bo i mig, uanset hvor i verden jeg bor.

  • Del indlægget:
  • Top