Thomas er død. Han er væk. Han er her ikke mere.
Når jeg tænker over disse ord – når jeg smager på ordene, prøver at tage dem ind og fordøje dem – har ordene svært ved at bundfælde sig i mig. Det er stadig ubegribeligt for mig, at Thomas ikke længere er til. Selvom der nu er gået mere end halvandet år, siden Thomas døde, er han stadig så levende for mig i min erindring. Så virkelig. For mig er han på en eller anden måde stadig til og inden for rækkevidde. Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen, men vi er fortsat forbundne til hinanden. Sådan føler og oplever jeg det.
Jeg har stadig vores sms korrespondance for det sidste år, han var i live, på min mobiltelefon. Nogle gange finder jeg disse beskeder frem og læser dem. De indeholder alt fra ”vi mangler mælk – køber du noget med hjem fra arbejde?” til ”Mathilda er det bedste, der er sket, hun er den kæreste, lille bandit i verden”. Beskederne indeholder både sure opstød og søde kærlighedserklæringer – som livet nu engang gerne består af. De vækker gamle minder og følelser til live.
Hver morgen på vej til arbejde cykler jeg ned af Gl. Kongevej og forbi den lejlighed, som Thomas boede i, da vi mødte hinanden for snart seks år siden. Når jeg cykler forbi ejendommen, kigger jeg op til fjerde sal og på den altan, hvor han i sin tid gerne stod og vinkede ned til mig. Smilende.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortsætter med at kigge op på denne altan, når jeg cykler ned af Gl. Kongevej. Det er ikke fordi, jeg forventer at se Thomas. Måske kigger jeg blot derop af gammel vane. Måske gør jeg det for at skabe kontakt til ham, eller blot for at mindes ham og hans smil. Uanset hvad grunden er, er det en rar følelse for mig at kigge op til det, der engang var, og mindes den glæde og kærlighed, der dengang levede og blomstrede.
Jeg kan stadig høre hans grin og se hans glædesfyldte ansigt for mig, når jeg oplever noget ganske underholdende – noget, hvor jeg ved, at Thomas ville have grint sammen med mig, hvis han var til stede. Og alligevel er han til stede i selve situationen. For jeg tænker jo på ham, mindes ham og forestiller mig, hvordan han er med mig, og hvordan han står ved min side. Måske er det også derfor, at det er svært for mig at tale om Thomas i datid. Fordi han stadig er så nutidig for mig. Han er stadig så levende i mine minder og erindringer.
Som tiden går, kan jeg mærke, at min sorg bliver mindre, alt imens mit savn bliver større. Sorgen er begyndt at lette, mens savnet er begyndt at lande. På forunderlig vis skaber det en ro inden i mig. Med en indre fred kan jeg begynde at leve livet igen, om end det bliver et liv, hvor Thomas ikke længere er fysisk tilstede sammen med mig. Men selvom Thomas er død, føler jeg alligevel, at han stadig er hos mig. Han er ved min side, og det vil han altid være.
Seneste kommentarer