Da Thomas blev syg, begyndte jeg at bede til Gud. Bønnen var noget, der fandt sted i min hverdag, helt usagt, særligt i den sidste tid, Thomas levede. I begyndelsen bad jeg til Gud om, at Thomas måtte blive rask. Jeg lovede, at hvis Thomas blev rask, ville jeg aldrig længere være efter ham med vasketøjet. Jeg lovede, at vi ville skændes mindre. Jeg lovede, at jeg ville være mere overbærende, mere taknemmelig. At vi i højere grad ville sætte pris på hinanden.

Da håbet blev slukket i forbindelse med, at Thomas blev erklæret uhelbredelig syg, bad jeg om styrke til at kunne klare den sidste tid. Jeg bad til, at Gud måtte give mig styrke, så jeg kunne udholde den pinefulde tid, det var, at være vidne til, at Thomas kom tættere og tættere på døden. Jeg bad om styrke til at kunne stå op om morgenen og komme igennem dagen – så jeg kunne være noget for både Thomas og Mathilda.

Til sidst bad jeg til, at døden måtte komme hurtigt. Jeg bad til, at det måtte gå stærkt, således at Thomas ikke skulle lide for længe. Jeg bad til, at Thomas måtte få en værdig død, da jeg vidste, han for alt i verden ikke ønskede, at den sidste tid skulle blive uværdig for ham.

Under sit sygdomsforløb bad Thomas mig om at hjælpe ham og beskytte ham mod en uværdig død. Det betød blandt andet, at jeg aflyste nogle besøg, som Thomas skulle have haft af sine venner, på palliativ afdeling dagen før sin død. Det var nogle besøg, jeg selv havde sat i stand på Thomas´s vegne, fordi jeg fornemmede, at tiden pludselig var knap, og fordi jeg oppe i mit hoved mente, at det ville være godt for Thomas at sige farvel, mens tid var. Og godt for hans venner at få sagt farvel. Men jeg vidste egentlig ikke, hvad Thomas syntes om det. Jeg fik ikke spurgt ham ad, fordi han på daværende tidspunkt var begyndt at gå ind i sin egen verden. Jeg valgte dog at aflyse de sidste besøg, fordi Thomas tilsidst ikke længere var kontaktbar med omverdenen. Han lå i en seng og kunne ikke længere bevæge sig, tale, synke, blinke. Jeg havde en fornemmelse af, at Thomas ville føle sig udstillet, i fald jeg tillod hans venner at komme forbi og sige farvel. Min fornemmelse var til stede, fordi Thomas i sin sidste tid blev forfængelig anlagt. Han havde i forvejen svært ved at modtage besøg af venner, fordi han ikke syntes om måden, hvorpå kræftsygdommen havde ændret hans udseende. Ville han have besøg nu? Jeg kunne jo ikke spørge ham. Men jeg huskede, at Thomas havde bedt mig om at respektere hans grænser, i fald sygdommen bragte ham et sted hen, hvor han ikke selv kunne sige til og fra.

I dag er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have åbnet dørene til hans stue, så både venner og kolleger kunne være kommet forbi og sagt deres farvel. Men for hvis skyld ville det være? Thomas var ikke længere kontaktbar. Ville han kunne høre eller registrere, hvem der kom, og hvad de sagde? Eller ville han føle lede ved situationen? Ville han føle sig udstillet? Jeg ved det ikke. Det var en svær situation for mig at stå i og træffe beslutning om.

Jeg valgte ud fra min mavefornemmelse på daværende tidspunkt. Jeg valgte at aflyse de sidste besøg. Jeg valgte at lukke dørene. Jeg valgte stilheden. Jeg valgte at give ham ro og fred til at give slip. Helt uforstyrret, uden hensyn til en given besøgskalender, som jeg selv havde sat i stand. Jeg satte mig i stedet hos ham på sengen og fortalte roligt, at der ikke ville komme flere besøg. At han nu ville få fred og ro. At alle tænkte på ham med kærlighed i hjertet. Jeg klemte hans hånd, kyssede ham på kinden og strøg ham over panden. Derpå hviskede jeg i hans øre, at det var okay, hvis han gav slip nu. Og herfra bad jeg en sidste bøn. Jeg bad en bøn for Thomas. Jeg bad til, at han måtte få fred med kærlighed i sjælen.

  • Del indlægget:
  • Top