Et nyt år er skudt i gang. Et nyt år har taget sin begyndelse. Vi er mange, der har et nytårsforsæt. De fleste omhandler en ny og sundere livsstil. Herunder særligt, at der skal mere motion på programmet og mere sund mad på bordet. Jeg selv har også et nytårsforsæt. Det går ud på, at jeg skal være mere glad. Nyde livet i højere grad, end tidligere.

Min chef har introduceret mig for sit begreb ”En Daglig Fido”. Hvad er det? Tænker du måske. Det er en daglig gave, som han giver sig selv. Det kan være en gåtur i grønne omgivelser. Det kan være en god kop kaffe, som han nyder i løbet af dagen. Små ting, som han giver sig selv lov til at nyde ved at standse op et øjeblik og være tilstede i det, som er.

Jeg er også begyndt at indføre En Daglig Fido. Hver dag skal jeg gøre noget godt for mig selv. Noget, som jeg bliver glad af. Det kan være at bage en kage, indtage noget lækkert at spise eller drikke. Det kan være at købe en lille ting til mig selv eller Mathilda. Det kan være en gåtur på kirkegården, hvor jeg tænder et lys for Thomas og nyder et stille øjeblik. Eller det kan være at købe en buket blomster til mig selv, der står og pryder på spisebordet derhjemme. Smukke, og fulde af farver og liv. Det kan gøre mig glad. Eller at give mig selv tid og plads til at høre en glad sang om morgenen, mens jeg danser rundt i nattøj med Mathilda på armen, uden tanke på, hvad genboen mon tænker om det.

Hver især har vi ting, vi bliver glade af at gøre, se på eller indtage. Så hvorfor ikke indføre disse elementer i vores liv i endnu højere grad, end vi i forvejen gør? Tillade os selv at standse op i løbet af en travl hverdag. Tillade os selv at nyde et øjeblik for øjeblikkets skyld. For nydelsens skyld. Det vil gøre os i stand til at mærke livet og dets glæder i et omfang, vi ikke tidligere har haft kendskab til. Det giver os mulighed for at sætte pris på hver dag. Sætte pris på vores hverdag og de mennesker, vi omgiver os med i vores liv. Det giver os mulighed for at mærke livet og glæden ved det. Lige nu og her.

  • Del indlægget:
  • Top