For noget tid siden var der en del polemik og skæld ud i medierne om, hvordan forældre sendte deres børn i daginstitution, mens forældrene selv tog sig en fridag. Forældrene blev efter min opfattelse fremstillet som selvoptagede, dovne og egoistiske. Som så meget andet gik debatten frem og tilbage uden af, at billedet egentlig blev fremstillet på helt nuanceret vis.
Jeg kan så fortælle, at jeg nu har prøvet at være én af de forældre, der har taget sig en ”fridag”, mens barnet er blevet sendt i daginstitution. Jeg skriver ”fridag”, fordi det sådan set ikke var en fridag, som i en dag, hvor jeg slappede af. Mens Mathilda var i daginstitution i knap 6 timer, fik jeg ryddet op, gjort rent, handlet ind, gjort klar til jul og pakket de sidste gaver ind. Jeg kom også i bund med vasketøjet, fik ordnet den punkterede cykel og besøgt Thomas på kirkegården, hvor jeg havde en stille stund i fred og ro, og hvor jeg kunne græde ud uden af at skulle tage hensyn til Mathilda.
Som enlig mor oplever jeg sjældent, at jeg har en stille og fredelig stund for mig selv. Min alenetid er ganske begrænset. Jeg står op samtidig med Mathilda om morgenen. Får hende i tøjet, lavet morgenmad og iført hende fornuftigt tøj, der passer til årstiden. Jeg får hende afleveret i vuggestue, og tager derfra videre til dagens andre forpligtelser, hvorfra jeg henter hende direkte om eftermiddagen. Så går turen hjemad, måske med indkøb på vejen, op på fjerde sal hvor vi bor – med alle poserne og en skrigende Mathilda, der trods sine snart 3 år stadig nægter at gå op af alle trapperne. Så skal der laves mad, ryddes op, ordnes vasketøj og Mathilda skal gerne have et bad, en godnathistorie og puttes. Når Mathilda endelig sover, er jeg selv så træt, at jeg går på hovedet i seng. Nogle dage ved jeg slet ikke, hvad der foregår rundt omkring i verden, fordi jeg ikke føler, jeg hverken har tid til at læse avis eller se fjernsyn. Nogle dage kommer jeg ikke i bad. Af den simple årsag, at der enten ikke er tid eller overskud til det.
Får jeg en sjælden gang Mathilda passet, er det som regel fordi, jeg skal til et forældremøde eller til et socialt arrangement af en slags. Disse sociale arrangementer kan jeg så gå og glæde mig til i flere uger. Det er her, jeg kan trække vejret og ånde frit. Det er her, jeg er ude og fri.
Jeg skriver ikke denne smøre for at få medlidenhed eller et anerkendende skulderklap med på vejen. Jeg skriver ovenstående fordi, det er en gåde for mig, hvorfor jeg bliver ved med at forsøge det umulige. Hvorfor jeg bliver ved med at presse mig selv. Jeg gør det jo så godt, jeg kan. Ingen kan forlange mere. Men med tanke på, at Mathilda har mistet sin far, prøver jeg til stadighed at kompensere for dette. Jeg prøver at agere både mor og far over for hende. Men sandheden er, at det ikke lader sig gøre. Jeg kan for eksempel ikke både lege med hende inde i stuen, og samtidig lave mad ude i køkkenet. Det er umuligt. Alligevel prøver jeg hver dag at ordne to menneskers forældre ”arbejde.” Og jeg sveder over det. Hele tiden. Måske også fordi Mathilda er i selvstændighedsfasen, der kræver en del af mig og mine forældrekompetencer – og særlig som enlig forælder.
Jeg synes, jeg har et kæmpe ansvar som enlig forælder. Jeg er enlig forsørger, jeg er alene om alt det praktiske i hjemmet, og jeg er alene om at give omsorg og kærlighed samt tackle og løse konflikter med Mathilda. Jeg savner Thomas. Jeg savner at have en ved min side, der kan tage over, eller som kan støtte mig i hverdagen. Jeg kan føle mig så alene med Mathilda. Og det er jo også det, der er min virkelighed; at jeg er alene med hende. Omvendt ønsker jeg ikke at klage. Jeg ønsker ikke at indtage en offerrolle. Vores liv kunne være meget værre. Jeg kunne blive alvorligt syg. Eller Mathilda kunne. Vi har det trods alt godt, og vi lever et godt liv. Vi mangler blot Thomas hos os.
Men ja, jeg tog mig en ”fridag”, og havde egentlig lidt dårlig samvittighed over det. Omvendt havde jeg brug for at få ordnet en masse praktiske ting – alene. I fred og ro. Så hvorfor kommer den dårlige samvittighed på besøg? UD MED DEN!
Som så mange andre småbørnsforældre ønsker jeg blot at kunne standse op engang imellem. Trække vejret og fralægge mig al stress og jag. Nyde det, som er. Nyde lige akkurat denne dag, som livet bringer mig. Og ellers minder ordene fra Steffens Brandt mig om det:
”Kys det nu – det satans liv!”
Jeg gør det jo så godt, jeg kan – under de vilkår, jeg lever. Jeg tror, at alle forældre gør det så godt, de kan. Jeg burde egentlig få en medalje for det. Alle enlige forældre burde få en medalje. Jeg burde hænge den om halsen og bære den med stolthed i forvisning om, at jeg prøver at kysse det satans liv – så godt, som jeg nu engang evner.
Seneste kommentarer