Det er et par uger siden, jeg sidst skrev et indlæg. Grunden er, at jeg har haft travlt. Som i sindssygt travlt. Den ene fantastiske mulighed har budt sig efter den anden. Det ene projekt har afløst det andet. Jeg har grebet alle muligheder, fordi jeg havde lyst og kræfter til det. Jeg overvejede ikke på noget tidspunkt, om det ville blive for meget for mig, for overvældende, for stressende. Jeg så det udelukkende som livets finurlige måde at tilbyde mig nogle forskellige muligheder for at leve nogle af mine drømme ud. Jeg så det som en invitation til at leve livet.

Måske det pludselige vanvid af travlhed i virkeligheden skyldes, at jeg er blevet grådig på livet. Jeg ønsker ikke længere at gå glip af noget. Jeg ønsker ikke længere at udskyde noget af det, jeg går og drømmer om. Jeg er blevet utålmodig på livets vej. Jeg har meget, jeg skal nå, før jeg dør. Og hvem ved, hvornår det bliver? Ingen. Jeg ved dog af erfaring, at døden kan komme tidligere, end forventet.

Derfor griber jeg, hvad der gribes kan. Derfor tager jeg grådigt fat fra livets bord. Jeg kaster alt i mig, der bliver serveret på et sølvfad. Og pludselig er jeg mæt. Pludselig befinder jeg mig alene hjemme en lørdag eftermiddag, hvor det er blevet mørkt udenfor, som i alt for tidligt. Og jeg sidder her med følelsen af, at jeg har over-spist af livet for en periode. Jeg er udmattet. Og pludselig savner jeg Thomas.

Travlheden har været nådig i forhold til savnet af Thomas. Sorgen har næsten været ikke-eksisterende. Kun i de sene aftentimer, lige inden en deadline, er Thomas dukket op kortvarigt. I korte glimt. Med et smil om læben. Et grin. Et kys.

I en periode har travlheden fået mig til at flyve. Travlheden har givet mig vinger, og jeg har mærket en ny og tiltalende energi, når jeg har løbet fra det ene projekt til det andet. En rus af sejr, når jeg har nået den ene deadline efter den anden. Jeg har følt, at jeg var tilbage. Tilbage i livet. Tilbage til det hverdagsliv, som Thomas og jeg for alt i verden ønskede os at opleve sammen igen, efter sygdommen meldte sin ankomst i vores liv, slog sig ned og satte sig godt til rette.

Og nu, hvor mørket har lagt sig, stilheden har sat ind og Mathilda bliver passet, så jeg kan nå endnu en deadline – kommer savnet og ensomheden tilbage med fuld fart. Savnet af Thomas omslutter mig, det fylder hele rummet, hele mig. Sorgen og savnet har ellers været mere eller mindre fraværende i en periode. Det er på den ene side befriende at opleve. På den anden side er det ganske uvant for mig. Og måske af samme grund føles savnet nu ufatteligt stort, fordi jeg for en kortere periode har haft det sat på pause.

Jeg troede, jeg var tilbage. Jeg troede, jeg var på rette vej. Det er jeg nok også, men vejen er ikke så ligetil, som jeg havde håbet på. Savnet er stadig stort, og sorgen viser sig stadig med jævne mellemrum. To skridt frem, et tilbage. Højt at flyve, dybt at falde.

  • Del indlægget:
  • Top