Da Thomas lå for døden, skrev jeg et brev til ham. Et afskedsbrev. Jeg havde det liggende i en skuffe i et par dage. Jeg kunne nemlig ikke få mig selv til at læse det højt for ham. Jeg var bange for, at jeg med brevet indirekte ville sige til ham, at døden var nær. At tiden var knap. Han kæmpede så hårdt hver dag. Med smerter og opkastninger. Han kæmpede for at få det bedre, så vi endelig kunne få den sommer sammen, som vi for et par måneder siden var blevet stillet i udsigt af onkologerne. Hvordan mon han ville reagere, hvis jeg begyndte at læse et afskedsbrev op for ham? Jeg ønskede for alt i verden ikke, at brevet ville få ham til at give op.
På den anden side vidste jeg, at det var vigtigt for mig at få sagt nogle ting til ham, før han døde. Jeg vidste med mig selv, at der var nogle helt grundlæggende og fundamentale ting, jeg gerne ville fortælle ham, før han åndede ud. Jeg vidste således ikke, hvornår døden ville indtræde, og jeg måtte hverken læse mit brev op for tidligt eller for sent. Så hvornår ville det rigtige tidspunkt være? Jeg vidste det ikke. Men jeg vidste, at jeg ville få svært ved at tilgive mig selv, hvis jeg ikke nåede at læse brevet højt for ham. Hvis døden pludselig kom bag på os. I utide.
Jeg valgte derfor at læse mit afskedsbrev op for Thomas en torsdag aften. Det skulle vise sig at blive den sidste torsdag i Thomas´s liv. Han var hjemme på orlov fra hospitalet i to dage. Det blev hans sidste orlov. Han lå i vores seng i soveværelset, hvor jeg med jævne mellemrum gav ham morfin, som jeg var blevet oplært i af personalet på palliativ afdeling, som Thomas nu var tilknyttet. Han havde tabt sig voldsomt de sidste par måneder i forbindelse med, at det ikke længere var muligt for ham at optage føde og væske. Han fik derfor væske i et drop, når han var på hospitalet. Når han var hjemme på orlov en dag eller to, fik han ingenting. Kun morfin.
Vi vidste begge, at dette ville blive hans sidste nat, han ville opleve i vores hjem. Tidligere på dagen havde vi drøftet med teamet fra palliativ afdeling, hvorvidt Thomas skulle på hospice eller tilbringe den sidste tid på hospitalet. Det blev besluttet, at han skulle tilbage til palliativ afdeling dagen efter. Det var derfor, jeg valgte at læse brevet op den aften. Fordi det var vores sidste nat sammen, derhjemme.
Men hvad fortæller man sin elskede den sidste aften, man har sammen i sit hjem? Hvad ville du fortælle? Jeg havde som sagt mit brev at støtte mig til, men alligevel undlod jeg at sige en enkelt sætning, jeg havde skrevet i brevet. Den lød: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre uden dig”. Jeg valgte ikke at sige denne sætning højt for Thomas, fordi jeg følte, jeg skulle være stærk. Men også fordi jeg ikke ville lade det være endnu en byrde, som Thomas skulle bære på sine skuldre i forbindelse med, at han skulle herfra. Han havde det svært nok i forvejen. Han følte skyld i forbindelse med sin kræftsygdom og fordi, han skulle efterlade mig alene med Mathilda og med knuste drømme om familieliv og -kærlighed. Thomas havde desuden tiltro til, at jeg nok skulle klare mig. Klare Mathilda. Klare det hele. Jeg ville ikke slå tvivl om dette over for ham.
I første omgang fortalte jeg Thomas, at jeg havde skrevet et brev til ham. Han virkede lidt overrasket, men blev glad, da jeg spurgte ham, om jeg skulle finde det frem og læse det højt for ham. Det ville han gerne. Og der sad vi så; sammen i vores seng og græd på skift, mens jeg læste brevet højt.
Jeg fortalte bl.a. om nogle af de minder, jeg havde om os to sammen. Dem, der stod stærkest i min erindring. Jeg fortalte, hvor højt jeg elskede ham, og jeg takkede ham for alt det gode, vi havde haft sammen. For alt hvad han havde lært mig om verden og om det at være menneske. Jeg takkede ham for Mathilda, og fordi han på trods af sygdom havde prioriteret at tale med advokater, bankrådgivere og diverse instanser for at sikre sig, at Mathilda og jeg kunne leve så godt som muligt, i tiden efter hans død. Jeg takkede ham for, at han var den, han var.
Størst af alt er kærligheden. Jeg sagde, jeg ville elske ham for evigt. Og at jeg ville sørge for, at Mathilda lærte sin far at kende gennem mine historier og skildringer af ham. Jeg lovede Thomas, at jeg ville forblive glad i den udstrækning, det var mig muligt. Jeg lovede ham at nyde livet, mens jeg havde det. Jeg lovede ham at sørge godt for Mathilda og give hende al den kærlighed og omsorg, hun havde brug for.
Ja, størst af alt er kærligheden. Et par dage efter, da jeg sad ved siden af hans seng på palliativ afdeling, spurgte Thomas mig, om jeg ville læse brevet op igen. Han ville gerne høre det endnu en gang. Det gjorde jeg så. En sidste gang. Dagen efter var han ikke længere kontaktbar. Og to dage efter forlod han vores verden.
Seneste kommentarer