Hvorfor skulle Thomas dø? Det er et spørgsmål, jeg tit har stillet mig selv. Spørgsmålet om hvorfor. For mig giver det nemlig ikke nogen mening. Jeg har prøvet at lede efter en mening med hans død. Jeg har også prøvet at finde årsager til, hvorfor det skulle ende, som det gjorde.

Jeg har ønsket at kunne give nogen skylden for hans død – læger, hospitalsvæsenet, ja endog Thomas selv, fordi han ikke gik til læge tidligere, end han gjorde. Jeg har ønsket at have nogen, jeg kunne klandre det for. Give skylden, skælde ud og rase ud overfor. Men sandheden er, at der ikke er én eller flere, der er skyldige i forløbet og udfaldet af dette. Sandheden er, at jeg ikke kan finde nogen entydig mening med Thomas´s død.

Gennem mit liv er jeg flere gange stødt på mennesker, der er overbevist om, at der er en højere mening med alt, hvad der sker. Selv har jeg aldrig troet på dette, men jeg har misundt dem deres overbevisning, fordi de på en eller anden måde må have lettere ved at finde fred med det, de oplever og bliver udsat for. Går jeg ud fra. Til tider kan overbevisninger som disse dog også provokere mig i min sorg. Det sker, hvis de bliver fremlagt som den absolut eneste sandhed om verdens indretning. Uden en sund portion ydmyghed og åbenhed overfor, at det måske kan forholde sig anderledes.

Jeg selv tror ikke på skæbnen. Jeg er ikke overbevist om, at der er en højere mening med alt, hvad der sker. At der er en mening med, at Thomas skulle dø. I stedet kan jeg fortælle, at jeg mistede mening med livet, da Thomas døde. Hans død var et tab af kærlighed. Jo vist. Men hans død og min sorg bærer også præg af tab af mening.

Mathilda spørger somme tider efter Thomas. Når min telefon ringer, kan hun finde på at spørge, om det mon er hendes far, der ringer? Hun er stadig for lille til at kunne forstå, hvad det indebærer og betyder, når nogen dør. Men der er ingen tvivl om, at hun forstår, at hendes far mangler. At han ikke længere er herhjemme sammen med os.

Når Mathilda bliver større og begynder at stille spørgsmål, vil jeg svare hende så godt, som jeg kan. Jeg vil svare hende efter bedste evne og overbevisning. Så når hun spørger, hvorfor hendes far døde, vil jeg fortælle hende, at Thomas døde, fordi han var syg af kræft. Hvis hun spørger, hvorfor hendes far blev syg af kræft, vil jeg fortælle hende oprigtigt, at der ikke er nogen, der ved det eller kan svare fyldestgørende på dette. Og kommer der en dag, hvor hun spørger, hvorfor hun ingen far har, vil jeg fortælle hende, at hun har en far. Jeg vil fortælle hende, at selvom Thomas er død, så vil han altid være hendes far, ligesom hun altid vil være hans datter.

Og når hun bliver endnu større, vil jeg lade det være op til hende selv at skabe en mening med Thomas´s død og med tabet af sin far. Jeg vil give hende plads, tid og mulighed for dette. Ligesom jeg forhåbentlig selv med tiden finder en mening i meningsløsheden. En mening, som jeg kan læne mig op af og gøre brug af, når jeg har behov for at finde støtte og trøst i sorgen.

  • Del indlægget:
  • Top