Vi lever i et samfund, hvor forandringsparathed er blevet et mål i sig selv. Alle vegne bliver vi mødt af kravet om konstant udvikling. Det gælder også i forhold til sorg. Her kan vores omgivelser have en forventning om, at sorgen da selvfølgelig har sin tid for en stund, men derefter skal den helst være mere eller mindre overstået. Gennemlevet. Gennembearbejdet. Sådan. Tjek. Videre.
Det er en almindelig antagelse, at vi skal komme igennem sorgen og lægge den bag os. Det kan dog være et umuligt krav at stille. Sorgen er ikke noget, vi sådan lige uden videre kommer igennem “over night”. Sorg er en proces på ubestemt tid. Derfor er sorg noget, vi må lære at leve med. Vi må bære sorgen med os videre i livet på den måde, vi hver især nu engang synes, der er den bedste måde for os.
Jeg har selv oplevet kravet om at “komme videre”. Først og fremmest som et indre krav til mig selv, men blandt mine omgivelser er der også faldet bemærkninger såsom: “Det er vigtigt, at du ikke hænger fast i sorgen”. Denne bemærkning faldt en uge efter, at Thomas var gået bort.
Jeg tror, bemærkningen som udgangspunkt var velmenende. Jeg tror, bemærkningen faldt, fordi vedkommende måske ikke lige kunne finde på noget at sige. Men overordnet tror jeg, at kommentarer som disse handler om, at det kan være smerteligt for vores omgivelser at være vidne til vores sorg. De vil så gerne hjælpe. De vil så gerne fjerne smerten for os, men det kan de ikke. Og det ved de fleste også godt, når det kommer til stykket. Men det kan forårsage følelser af magtesløshed hos vores omgivelser, når de ikke kan ændre, fixe eller løse situationen på nogen måde. Og derfor kan der falde mere eller mindre uheldige kommentarer. Som udgangspunkt er der bare ikke andet at gøre for vores omgivelser, end at være med situationen, og at være med os, der er i sorg.
Bemærkninger som ovenstående er som oftest udtryk for omsorg og medfølelse. Men det er vigtigt at have for øje, at en sådan udtalelse kan virke krænkende på os sørgende. Bemærkninger som ovenstående tillader os nemlig ikke at bruge den fornødne tid til at indlejre mindet om vores afdøde i vores liv. Og vi har brug for tid. Brug for tid til at lære at bære sorgen med os videre i livet. På en kærlig og konstruktiv måde. Uden hast og jag.
Minderne om vores tab vil til hver en tid kunne bringe sorgens væsen i spil. Resten af vores liv vil vi fra tid til anden mærke sorgen og savnet, når vi mindes afdøde. Det er heldigvis de færreste af os, der “hænger fast” i sorgen. Men sorgen efterlader et mærkbart aftryk på de fleste af os. Et aftryk vi vil have resten af vores liv. På den måde kan vi i forskellig grad være ramt af sorg og savn på livstid.
Seneste kommentarer