Jeg var på kursus i weekenden. Her mødte jeg mange nye ansigter. Hver med sin historie. Nye mennesker, der på hver sin måde bragte sig selv, deres personlighed og liv i spil, med de følelser af smerte og glæde som kan være forbundet hermed.

Jeg blev rørt flere gange i løbet af weekenden. Ikke kun på grund af selve historierne, men også på grund af den tillid, der blev vist mig og de andre tilstedeværende, når der blev delt ud af personlige minder og oplevelser. Jeg tror, det var en form for taknemmelighed, jeg tog med mig hjem fra weekenden. Blandet med en form for medmenneskelig kærlighed. En kærlighed, der omfavner mig, og som jeg går rundt og varmer mig med i disse dage, hvor det kølige efterår for alvor har sat ind.

Når jeg kommer hjem fra en weekend som denne, eller når jeg oplever andet, der rører mig, glæder mig eller på anden vis vækker noget i mig, får jeg altid en ubeskrivelig lyst til at dele det med Thomas. Fortælle ham om mine oplevelser, dele mine tanker med ham. Derfor står sorgen også gerne på lur, når jeg kommer hjem fra en glædesfyldt oplevelse. Det er savnet af Thomas, der skriger til Himmelen.

Når jeg fortæller om Thomas´s død og italesætter min sorg over for andre, kommer samtalen altid til også at omhandle kærligheden og livet. Det gør den i kraft af døden og sorgen. Kærlighed og sorg er betinget af hinanden, ligesom livet og døden er. For vi ville ikke dø, hvis ikke vi var i live. Og vi ville ikke opleve sorgen, hvis vi ikke havde oplevet kærligheden.

Sorg og glæde går gerne hånd i hånd. Når vi oplever noget glædeligt, kommer savnet og sorgen gerne i spil. Vi kan opleve, hvordan der i vores omgivelser kommer børn til verden, eller hvordan gode venner eller familiemedlemmer bliver gift. Begge oplevelser, hvor livet og kærligheden hyldes. Eller vi kan være vidner til sørgelige oplevelser, der kan være tunge at bære alene. Og det er i disse hjertestunder gennem livet, at vi ønsker at have vores elskede ved vores side. Så vi kan være to til at dele glæderne. Og to til at bære sorgerne.