Da jeg accepterede, at Thomas var død – da jeg virkelig accepterede det, opstod der efterfølgende en ro inden i mig. Jeg holdt nemlig op med at bekæmpe virkeligheden. Jeg holdt op med at insistere på, at livet i alle dets afskygninger burde være meningsfuldt. Jeg holdt op med at fortælle mig selv historier om, hvordan virkeligheden burde være indrettet, for at der var retfærdighed til.

Virkeligheden er jo blot, som den er. Meningsfuld eller ej. Retfærdig eller ej.

Jeg læste engang et sted, at vi som mennesker ikke bør blive frustrerede, når det regner. For hvad kan vi egentlig gøre ved, at det regner? Det eneste vi opnår ved at tænke, at solen burde skinne, er at blive i dårligt humør. Så hellere se virkeligheden i øjnene, acceptere situationen og anskaffe en paraply. Få det bedste ud af situationen, simpelthen.

Det er måske nemt nok at acceptere, at vi ikke kan ændre på vejret. Det er måske også nemt nok at prøve at få det bedste ud af en sådan situation med de redskaber, vi har til rådighed i form af en paraply. Men hvad når det omhandler andre områder af vores liv? Vores jobsituation? Vores parforhold? Vores helbred?

Efter Thomas´s sygdomsforløb og død har jeg indset, at det ikke er muligt at have kontrol over livet. Der er mange ting i mit liv, som jeg ikke er herre over eller har mulighed for at ændre på. Sådan lever vi alle. Hver især lever vi under forskellige livsvilkår, som vi må lære at leve med på bedste vis. Hvorfor? Fordi det nu engang er sådan, det er. Når vi accepterer det, som er, kan vi i højere grad slappe af, give os hen til livet og føle fred.

Men er det at acceptere virkeligheden, som den er, så det samme som passivt at lade stå til? Betyder det, at vi ikke kan handle eller gøre noget, der kan forbedre vores livssituation, vores livskvalitet – eller andres? Nej. For når vi accepterer virkeligheden, som den er, er vi langt bedre i stand til at håndtere vores udfordringer på bedst mulig vis. I stedet for at bruge unødig meget energi på at have modstand på det, der ikke kan ændres, kan vi i stedet vælge at håndtere situationen så fornuftigt og kærligt som muligt. Det gør vi ved først og fremmest at acceptere situationen, som den er. Accepten frigiver nemlig energi, som vi i stedet kan bruge på at fokusere på de områder, hvor vi rent faktisk kan gøre en forskel og dermed forbedre vores tilværelse under de livsvilkår, vi nu engang har.

At acceptere handler i høj grad også om at turde at give slip. Det handler om at have modet til at standse op og stoppe med forgæves at løbe panden mod muren. Det kan måske opleves som et nederlag, fordi det kan føles som om, vi giver op. Men omvendt kan det også sætte os fri af den smerte, vi konstant oplever, når vi ønsker os noget, der ikke er muligt.

Uanset hvilke problemer vi står i, trækker vi stadig vejret. Vi er her stadig, og livet er her stadig. Det husker jeg mig selv på. Hver dag.

  • Del indlægget:
  • Top