Det tog mig lang tid at acceptere, at Thomas virkelig var død. Jeg lod hans sko stå uden for vores hoveddør i flere uger efter, han var gået bort. Hans overtøj i garderoben blev hængende i et par måneder. Og hvis jeg skal være helt ærlig, hænger noget af hans tøj stadig i vores klædeskab.

Det første halve år efter hans død, kunne jeg også opleve, at jeg pludselig så ham i gadebilledet. Når det skete, blev jeg fyldt med en glæde indeni. Nogle gange nåede jeg endda at undre mig over, hvad han lavede der på gaden, hvis det var midt på dagen, hvor han jo burde være på arbejde. Som regel ramte virkeligheden mig efter et par sekunder. Hårdt og kontant. Det gik op for mig, at det ikke var Thomas, der stod der på gaden, men blot en fyr, der mindede om ham. Det gik op for mig, at Thomas jo var død. Tænk engang, at jeg kunne glemme det.

Det kan også være, at min “glemsomhed” blot var et udtryk for mit desperate håb om, at Thomas IKKE var død. At lægerne havde taget fejl. At alle havde taget fejl. At virkeligheden havde taget fejl.

Det kan lyde mærkeligt, men i mange måneder efter hans død, kunne jeg simpelthen ikke forstå det. Også selvom jeg jo havde været til stede, da han åndede ud. Jeg havde endda selv lagt hans urne i jorden. Alligevel syntes jeg, det var mærkeligt og helt ubegribeligt, at han ikke var her mere. At han aldrig ville komme hjem igen. At jeg aldrig ville se ham igen. Nej, jeg troede simpelthen ikke på det. Det virkede alt for langt ude.

Ind imellem kunne jeg også høre nogen gå op af trapperne i den opgang, hvor vi bor. Jeg kunne tage mig selv i at lytte efter, om det mon kunne være Thomas? Når vedkommende så gik ind ad en dør på en sal længere nede i opgangen, indfandt skuffelsen sig hos mig. Om end jeg jo godt vidste, at Thomas var død. Jeg havde blot svært ved at acceptere det. Jeg håbede stadig, at virkeligheden tog fejl.

En dag kunne jeg se, at jeg havde fået et større beløb udbetalt i børneydelse, end jeg plejede at få. Jeg ringede derfor til kommunen for at meddele, at der var tale om en fejl.
“Du får en forhøjet ydelse, fordi din mand er død”, meddelte en venlig og rolig kvindestemme.
“Okay, tak for det”, svarede jeg og smed hulkende telefonrøret på.

Jeg vidste ikke, om jeg græd af taknemmelighed over, at vores velfærdssystem sørger økonomisk for efterladte forældre og børn. Eller om jeg græd, fordi jeg lige havde fået at vide, at min mand var død. Fordi jeg i dette øjeblik accepterede virkeligheden, som den var – uden omsvøb og falske forhåbninger; Thomas er død. Punktum.

  • Del indlægget:
  • Top