I går skulle jeg til sommerfest i min datters daginstitution. Jeg havde set frem til at tale med pædagogerne og de andre forældre i en afslappende og festlig atmosfære. Fuld af forventning tog jeg afsted.
Men midt i lederens velkomsttale på legepladsen, og med en velkomstdrink i hånden, blev jeg pludselig slået ud af kurs. Jeg manglede Thomas ved min side. Jeg var omgivet af glade forældrepar, og dér i mængden af børn og forældre følte jeg mig pludselig ganske alene. Amputeret.
Jeg havde ikke set det komme. Jeg fik en klump i halsen. Og den ville ikke forsvinde. Den gjorde det svært for mig at nærme mig de andre forældre og indlede en samtale. Jeg følte mig pludselig fanget i min sorg.
Den “tidligere” Anna ville ikke have problemer med at tale med andre, tage kontakt til mindre kendte ansigter. Den “tidligere” Anna ville have haft overskud, et smil på læben og synge med på festens kendte melodi. Men ikke den “nye” Anna. Hende der er i sorg. Hun har ændret sig til en mere stille og eftertænksom udgave af sig selv. Hun føler sig utilpas ved at small talke og det kræver meget energi at være til stede i større selskaber. Er det sorgen, der spænder ben?
Det er i en situation som denne, at jeg kan føle mig som en blomstret zebra på savannen. Omgivet af stribede zebraer. Jeg skiller mig ud fra mængden, men jeg vil gerne ligne de andre. Jeg vil gerne “tilbage” til flokken. Jeg vil gerne være stribet igen. Men sorgen har ændret mig. Den har afstedkommet et nyt mønster.
En sjælden gang møder jeg en anden blomstret zebra til sociale sammenkomster. En zebra, der også har mistet. Når dét sker, opstår der gerne magi i samtalen – på baggrund af en udefinerbar genkendelse og forståelse.
På trods af de magiske samtaler, ønsker jeg ikke, at mit tab skal definere, hvem jeg er, og hvordan jeg begår mig i større selskaber. Jeg ønsker ikke mit blomstrede mønster. Men det er nu engang sådan, det er. I hvert fald så længe, jeg er i sorg. Og måske længere endnu. Hvem ved?
Men måske det slet ikke er så galt endda at være blomstret. Måske det nye mønster giver mig mulighed for nye, dybere måder at være sammen med andre mennesker på? Måske det nye mønster faktisk er menneskeligt smukt? Måske det nye mønster i virkeligheden kommer til at “passe” mig rigtig godt på længere sigt, og at jeg blot lige nu er i en fase, hvor jeg skal gå det til – lidt ligesom med nye sko?
I forbindelse med sommerfesten valgte jeg at hejse flaget. Jeg tog hjem i utide med Mathilda. Vi gik glip af sommerfestens buffet, men købte i stedet en pizza på vej hjem. Den delte vi i sofaen, mens vi så tegnefilm i flimmerkassen. Vi stor-hyggede. På et tidspunkt gik jeg ud i køkkenet og stor-tudede. Vendte derpå tilbage til Mathilda i sofaen og stor-hyggede resten af aftenen.
Seneste kommentarer