Da jeg modtog beskeden om, at Thomas var uhelbredelig syg af kræft, befandt jeg mig hos Kræftens Bekæmpelse i København. Jeg var til møde med en pårørendegruppe. Jeg husker, at jeg låste mig inde på et toilet, da jeg kunne se, at Thomas havde haft ringet.
Jeg ringede ham op. Ville høre, om der var noget nyt? Thomas befandt sig som planlagt i Århus. Han var til en forundersøgelse i forbindelse med en kommende operation. Men forundersøgelserne viste mod al forventning, at kræften havde spredt sig. Og i en sådan grad, at hans liv ikke stod til at redde.
Jeg husker, at jeg dér på toilettet i første omgang ikke kunne begribe det. Jeg kunne ikke begribe det ubegribelige. Jeg prøvede, men kunne ikke. For hvordan gør vi egentlig det? Hvordan gør vi noget ubegribeligt begribeligt? Hvordan håndterer vi noget uhåndterbart? Hvordan skaber vi mening i meningsløsheden? Lige nu og her?
Da jeg dernæst hørte, at Thomas græd i telefonen, begyndte jeg selv at græde. Og da var det som om, at jorden faldt sammen under mig. Jeg faldt og faldt. Ned i et stort, mørkt hul. Min krop begyndte at ryste, uden kontrol. Jeg måtte sætte mig ned på gulvet. Prøve at trække vejret.
Derfra husker jeg ikke så meget. Jeg husker ikke, hvad jeg gjorde eller tænkte. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem i vores lejlighed. Det eneste jeg husker klart, var Thomas´s ord: “Det er for sent. De kan ikke gøre noget”.
Samme aften kom Thomas hjem til København. Vi tilbragte aftenen i sofaen, hvor vi sad og holdt om hinanden. Helt tæt. Vi skiftevis græd og kiggede tomt ud i luften. Hver for sig og sammen. Den ene med en angst for at dø. Den anden med en angst for at miste. Her sad vi i et vakuum af chok, forfærdelse og magtesløshed. Ingen ord kunne omfavne situationen. Måske derfor sad vi blot og omfavnede hinanden.
Når nyheden om uhelbredelig sygdom når os som pårørende, rækker vores ord sjældent. Vi overmandes af en frygt for det ukendte. Det ukendte, der truer vores liv, som vi kender det. Vi står overfor at skulle miste. Vi ved, at vores liv i dette øjeblik er forandret. For altid. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Hvordan sygdomsforløbet bliver for vores elskede. Hvordan forløbet bliver for os selv. Vi ved kun, at døden er på vej og vil indhente os. Og at nedtællingen er begyndt.
Seneste kommentarer