Da Thomas lå for døden, sagde jeg til ham, at jeg gerne ville have kontakt med ham efter hans død. Jeg fortalte, at jeg ville prøve at skabe kontakt med ham via en clairvoyant eller lignende. Han smilede af det og syntes ikke, jeg skulle bruge penge på det, da han var skeptisk over for, hvorvidt der fandtes mennesker, der oprigtigt havde sådanne evner.

Thomas oplevede ikke sig selv som værende et troende menneske. Han mente ikke, der var et liv efter døden. Selv har jeg altid været i tvivl. Jeg har altid ønsket at tro. I perioder af mit liv har jeg da også anset mig selv for at være et troende menneske. Omvendt har jeg været i tvivl om, hvorvidt jeg blot har været troende, fordi jeg har haft brug for en eller anden form for følelse af eksistentiel tryghed.

Hvorom alting er, besøgte jeg en clairvoyant et par måneder efter at Thomas døde. Og jeg besøgte en anden clairvoyant noget tid efter igen. Ingen nævnte dog umiddelbart Thomas i forbindelse med mit besøg, om end jeg havde ytret ønske om afdøde kontakt. Jeg har heller ikke oplevet at have kontakt med ham på anden vis. Han har ikke vist sig for mig, og jeg har kun et par gange drømt om ham, om end det nu er over et år siden, han forlod denne verden.

Tilbage i skoletiden lærte jeg, at materie ikke kan blive til ingenting. Materie kan ændre form eller blive til energi, men det kan ikke blive til ingen-ting. Ligesom ingenting heller ikke kan blive til “noget”, da ingen-ting jo ikke eksisterer. Materie og energi er ombyttelige, men de forsvinder ikke. Når noget eksisterer, bliver det således ved med at eksistere i en eller anden form – eller som energi. Vi kan ikke forklare, hvorfor det er sådan. Sådan er det bare – ifølge videnskaben. Og det finder jeg trøst i. For eftersom vi er mennesker, eftersom vi eksisterer som kroppe og som materie, kan vi vel heller ikke blive til ingenting? Og derfor kan min sjæl eller min oplevelse af mig vel heller ikke blive til ingenting? Eftersom at “dette” eksisterer?

Men hvad med min sjæl og min følelse af mig – hvor var den henne, før jeg blev født? Det er noget, jeg er begyndt at spekulere over. Hvor var jeg, før jeg blev født? Hvad var jeg? Jeg var vel en del af min mor i form af et æg og en del af min far i form af en sædcelle. Men betyder det så, at jeg også er en del af min mors forældre og en del af min fars forældre? I så fald er jeg vel en del af en lang række mennesker? I hvert fald ifølge mit DNA. Men jeg må vel også være en del af den mad, min mor spiste, mens hun var gravid, fordi den mad var med til at forme mig? Og den mad blev til, fordi solen, regnen og jorden bragte den frem. Er jeg så en del af solen, regnen og jorden? Hvor begyndte jeg?

Når jeg tænker disse tanker, kan jeg blive helt svimmel. Jeg indser, at min bevidsthed ikke kan rumme det, forstå det, forklare det. Og så er jeg tilbage til udgangspunktet; At når alt kommer til alt, er der ingen der ved med sikkerhed, hvad der sker, når vi dør. Der er ingen, der ved, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen og ender. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi alle en dag skal dø.

Vi har alle hver vores overbevisninger, hver vores tro og tanker om døden. Og jeg kan ikke lade være med at håbe. Håbe på, at døden ikke er definitiv, men at vores sjæl vil leve videre, måske som energi, måske i en anden form. Håbe på, at jeg en dag vil se Thomas igen. Håbe på, at han vil tage kærligt imod mig den dag, det bliver min tur til at forlade denne verden.

  • Del indlægget:
  • Top