Da Thomas fik konstateret kræft, var jeg gravid. Kort forinden var vi blevet forlovet. Vores plan var at blive gift i Frederiksberg Kirke med efterfølgende fest for venner og familie. Men sådan blev det ikke. I stedet fik vi en akut tid på Frederiksberg Rådhus, fordi Thomas stod foran en omfattende operation. Vi forsikrede hinanden i, at når Thomas blev rask, ville vi holde en bryllupsfest med alle dem, vi havde kær. For selvfølgelig ville han blive rask. Det skulle han. Vi kunne ikke forestille os andet. Vi turde ikke forestille os andet.
Vi sagde således ja til hinanden; til at leve, ære og elske hinanden til døden en dag skulle skille os ad. Det viste sig at være halvandet år efter. Men da jeg sagde ja til Thomas, kendte jeg ikke udløbsdatoen på vores ægteskab. Det gør de færreste. Men hvis jeg havde vidst, hvilken smerte min kærlighed til Thomas ville bære med sig, havde jeg da givet ham mit ja? Havde jeg valgt at gå ud med ham på vores første date i sin tid, blevet kæreste med ham og flyttet sammen med ham? Fået barn med ham? JA er mit klare svar.
Hvis jeg havde kunnet se ind i fremtiden, dengang jeg mødte Thomas, og jeg havde fravalgt ham og dermed fravalgt smerten, havde jeg også fravalgt vores år sammen og dermed alle vores oplevelser sammen. Jeg havde fravalgt en stor kærlighed og ikke mindst fravalgt tilblivelsen af vores datter. Og der er da intet så livsbekræftende som kærligheden og det at se et barn vokse og udvikle sig. For mig er kærligheden meningen med livet. Derfor lever jeg gerne med smerten ved at have mistet. For sorgen er prisen for at elske. Den erkendelse har jeg taget til mig. Sorgen er der på grund af min kærlighed til Thomas, og jeg vil ikke være kærligheden foruden. Derfor må jeg nu bære sorgen med mig. Og jeg bærer min sorg med stolthed. For den vidner om, at jeg har elsket. At jeg har været så heldig at elske. Tænk engang; JEG HAR ELSKET.
Fantastisk blog….men lige netop ovenstående rammer mig i den grad. Jeg kunne ikke være mere enig med dig. Jeg havde aldrig valgt anderledes. Jeg har oplevet den store kærlighed – det er alt smerten værd…Tænk der er mange mennesker, der må gå gennem et helt liv uden nogensinde at opleve, hvad det vil sige at elske – og blive elsket.
Sidder med tårerne piskende ned af kinderne. Alt det du skriver, er en beskrivelse af mine inderste tanker. Mistede mit liv kærlighed for 1 år og 3 måneder siden.
Alt på bloggen er fantastisk, men netop dette indslag gjorde særligt indtryk.
I talen ved min mands kiste citerede jeg et kinesisk ordsprog som jeg kæmper med at efterleve:
Man kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over ens hoved, men man kan forhindre dem i at bygge rede.
Tak for din smukke og klofge blog
Kærlig hilsen Charlotte Banja