I den første tid efter Thomas´s død besøgte jeg hans gravsted flere gange om dagen. Jeg vidste nemlig ikke, hvor jeg skulle henvende mig for at føle en form for kontakt med ham. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af min kærlighed til ham. Jeg savnede ham forfærdeligt. Jeg savnede at kramme ham, kysse ham og tale med ham. Grine sammen med ham. Jeg savnede, at han var derhjemme sammen med vores datter og jeg.
Jeg har læst et sted, at sorg er hjemløs kærlighed. Det kan der være noget om. For hvor gør vi af kærligheden til dem, vi har mistet? Vi har ikke længere mulighed for at adressere den direkte til afdøde. I hvert fald ikke i fysisk forstand.
Jeg benytter Thomas´s gravsted til at udtrykke min kærlighed til ham. Jeg lægger blomster og tænder lys. Nogle gange fortæller jeg ham inde i mit hoved om oplevelser, jeg har haft. Andre gange kan jeg godt sige med ord, at jeg savner ham, mens jeg stryger en hånd over gravstenen.
Jeg er glad for, at jeg valgte et fysisk gravsted til Thomas. Selv gik han ikke op i, hvorvidt han skulle begraves eller brændes, eller hvad der skulle blive af hans jordiske rester. Han behøvede end ikke et gravsted, sagde han. Han gjorde mig opmærksom på, at et gravsted skulle holdes ved lige, og han ønskede ikke, at det skulle gå hen og blive en pligt for mig at gå på kirkegården og holde stedet pænt og ordentligt. For hans skyld kunne jeg blot have et billede stående af ham et sted i vores lejlighed, og så tænde et lys for ham fra tid til anden.
“Du behøver ikke at gøre, som alle andre”, sagde han og blev ved: “Gør som du finder bedst for dig selv”. Men jeg fandt det bedst med et fysisk gravsted. Og jeg har ikke fortrudt. For det er her, jeg viser min kærlighed til ham. Udover at bære sorgen, som på sin vis også er en kærlighedserklæring.
For når vi siger ja til hinanden, vil én af os unægtelig dø før den anden. Det betyder, at én af os vil blive efterladt som enke eller enkemand. Én af os skal leve videre i sorg. Men det betyder også omvendt, at den anden bliver fritaget for dette. For sorgen. For det smertelige. Sorgen er således min sidste kærlighedserklæring til Thomas. I den viser jeg, at jeg elsker ham og påtager mig livet uden ham. Jeg viser ham, at jeg bærer smerten. For os begge.
TAK fordi du deler din sorg, dine tanker og dine oplevelser og reflektioner – alle rører mig, men denne endnu dybere. Jeg blev selv enke for 3 mdr. siden efter 25 års kærlighedsliv og to dejlige børn, da min dejligste mand og sjæleven gik bort efter få måneders kræftsygdom. Dine blogindlæg giver sætter ord på mange af mine egne følelser. Din Thomas-bog er købt, men efter 2 sider måtte jeg stoppe – det var som at genopleve det hele igen. Jeg er ikke klar til din bog endnu…
Igen taknemmelige tak…
Kære Joan, tak for dine taknemmelige tak.
Det gør mig frygteligt ondt at høre, at du har mistet din mand og sjæleven.
Og så kun for 3 måneder siden.. De første måneder efter Thomas’ død følte jeg mig så ensom og fortabt..
Jeg håber, at du i sorgen også kan mærke varme og kærlighed fra dine børn og andre, der også har mistet i forbindelse med tabet af din mand, om end sorgen over netop dit tab af netop din mand må fylde overvældende meget hos netop dig. Jeg ønsker dig alt godt fremover.
Mange tanker herfra.
KH Anna