Vi har alle årsdage eller mærkedage, som vi fejrer. Bryllupsdage, fødselsdage eller den dag på året, hvor vi mødte vores kæreste eller ægtefælle for første gang. Årsdage er som regel betydningsfulde for os, fordi de markerer en begivenhed, som betyder noget særligt for os.
D. 11. juni 2014 var det et år siden, min mand Thomas gik bort. Dagen var således en mærkedag for mig. Det var et år siden, Thomas åndede ud i armene på mig. Et år siden, han fik fred for sygdom og smerte. Og det var et år siden, jeg kunne ånde lettet op, fordi frygten for det ukendte – for døden – slap fri.
Årsdagen var også mærkbar for mig, fordi den markerede, at jeg var kommet igennem det første år i sorg. Jeg har læst mig til, at det første år i sorg skulle være det sværeste år. Og at lys og liv venter forude. Jeg har da også besluttet mig for, at mit liv her efter årsdagen i højere grad skal være fyldt med lys og kærlighed. Hvis man altså kan beslutte sig for sådan noget. Jeg har i hvert fald sagt til mig selv, at livet skal LEVES. I fulde drag. Det skal mærkes, sanses og nydes. Både for min egen og for min datters skyld. Og i særdeleshed for Thomas´s skyld.
Thomas ønskede ikke at dø. Han elskede at leve. Han levede i nu’et og bekymrede sig ikke om morgendagens eventuelle udfordringer. Han var tilfreds med sit liv, som det var. Og han lod sig ikke styre af, hvad andre mon tænkte eller mente. Sådan ønsker jeg også at leve. Sådan tror jeg også, at Thomas ønsker, jeg skal leve. At vi alle skal leve.
Årsdagen var for mig således en markering af, at jeg går lysere tider i møde. Det var en dag, hvor jeg ærede Thomas. Og det var en dag, hvor jeg samlede de nærmeste venner og kolleger til en mindestund ved hans gravsted. En sangerinde spille guitar og lagde ud med at synge “Er der nogen i himlen”. Herefter holdt jeg en tale, hvor jeg mindedes Thomas, men hvor jeg også fik takket de fremmødte for den opmærksomhed og støtte, de har vist min datter og jeg. Uden dem var vi ikke kommet nær så godt igennem det sidste år. Afslutningsvis fortalte jeg om den sidste tid i Thomas´s sygdomsforløb, hvor vi sammen overgav os til den virkelighed, der var, at han skulle herfra. I forlængelse af dette sang sangerinden “Overgiver mig langsomt” af Mads Langer.
Det var en smuk mindestund. Og årsdagen var en mærkbar dag for mig, fordi den mindede mig om, at selvom livet til tider synes mørkt og uretfærdigt, så er det stadig meningsfuldt. På grund af kærligheden til dem, vi elsker. Uanset om de lever eller er døde.
20 år efter går jeg stadig på min mors grav på hver årsdag… Ikke nødvendigvis for at sidde og græde… men det føles godt. For det meste videregiver jeg en mental “Vi savner dig stadig… og nu skal du bare høre, hvad dit barnebarn kan nu etc.”