For få dage siden mistede min veninde sin far. Han faldt pludseligt om, ganske uventet, og døde efter kort tid. Min veninde er derfor i dyb sorg. Det er smertefuldt at være vidne til. Og det vækker minder til live om tiden, da Thomas døde. Om det uforståelige og ubegribelige ved døden; Hvordan et menneske fra det ene øjeblik kan være tilstede med alle sine sanser, til i det næste øjeblik at være en menneskelig krop uden sjæl og liv.

Men hvordan går vi til det menneske, der er i krise og har mistet? Hvordan håndterer vi et sorgfuldt menneske? Hvad siger vi? Vi vil så gerne hjælpe, fjerne smerten og give vedkommende håb og livsmodet tilbage. Men følelsen af magtesløshed kan være overvældende, når man står i en situation og prøver at finde på noget, der kan fjerne smerten. Sandheden er, at ingen ord kan fjerne smerten og sorgen. Sandheden er, at der ikke findes en form for mirakel-sætning. Der findes ingen ”helt rigtige” ord. Og det kan være svært for os at håndtere, at vi ikke KAN GØRE NOGET, sige noget eller fixe det på en eller anden vis. Så hvad stiller vi op? Hvad gør vi, og hvad siger vi?

Først og fremmest gælder det om, at vi lytter til den sørgende uden at blive aktive. Med det mener jeg uden at forsøge at ordne eller fikse. ”Tror du ikke, det ville være godt for dig, hvis du gjorde det og det..” eller ” ”Ved du hvad, du skal være glad for, at han havde sådan et dejligt liv til det sidste”, eller ”Du bør være taknemmelig for de år, i havde sammen”. Alt dette kan den sørgende ikke bruge til noget her og nu, hvor den dybe sorg hersker. Der kommer en tid, når den dybe sorg har løftet sig, og hvor den sørgende har lært at bære sin sorg med sig videre i livet, hvor der som oftest vil indfinde sig taknemmelighed og glæde for det, der var, før døden gjorde sit indtog – da vil man kunne ytre sig om taknemmelighed og være i stand til at fokusere på kærligheden. Men ikke før. Ikke under den dybe sorg. Da er vores opgave i mødet med en sørgende blot at lytte uden forventning. Det er selve det at lytte, som er vigtigt.

Dernæst er det vigtigt at anderkende den sørgende og dennes tab. Vi behøver ikke at sige, at vi forstår den sørgende, for vi kan umuligt sætte os ind i lige netop denne persons sorg og lige netop de unikke følelser, der er forbundet med lige netop denne persons tab. Men vi kan være der med den sørgende. Vi kan ikke overtage noget af smerten for den sørgende – hvor gerne vi end ville. Sådan er livet desværre indrettet; vi kan ikke gå vejen for den sørgende – vi må alle gå vores egne veje her i livet. Selvom vi ville ønske at kunne tage noget af smerten, må den sørgende selv bære denne smerte – alene. Men vi kan gøre det nemmere for den sørgende at bære smerten. Ved at være tilstede, ved at være med den sørgende. Ved at lytte og ved at anerkende. Jeg ser dig. Jeg hører, hvad du siger. Jeg anerkender dit tab, og jeg kan se, hvor voldsomt, det smerter dig. Jeg er her for dig (i den udstrækning, det er mig muligt). Det er at møde den sørgende med bekræftelse og anerkendelse. Ved at være med den sørgende, deler vi afmagten for en stund.