De første dage efter Thomas’ død var der mange praktiske ting at tage sig af. Jeg havde møde med en bedemand, møde med en præst og forberedelse af bisættelse samt valg af gravsten og lignende. Jeg havde nok at se til, og det var en rar følelse – at jeg kunne handle. På hvad, ved jeg ikke helt, men efter Thomas’ død var jeg efterladt med en følelse af uvirkelighed. Kun glimtvis gik det op for mig, at Thomas vitterlig var væk.

Alle de praktiske ting gav mig mulighed for at holde tankerne på afstand i løbet af dagene. Det føltes, som befandt jeg mig i en glasklokke – og jeg kunne ikke rigtig forstå, om den virkelighed jeg oplevede, nu også VAR virkelig, for jeg kunne ikke rigtig tage noget ind – der var lukket ned for mine sanser og følelser.

Denne måde at reagere på kender de fleste, der har oplevet at være i chok på grund af en krise – og særligt lige efter tabet af en nærtstående og elsket person. Reaktionen hjælper os med at tage små bidder af virkeligheden ind i rette doser, så at sige – så vi kun indoptager de mængder, vi kan rumme som mennesker. Det er en måde at overleve på psykisk, så vi ikke bryder fuldstændigt sammen. Smerten er dog ganske stor, når kroppen tillader at mærke den, og for nogle kan den opleves overvældende og voldsom. Nogle oplever desuden kropslige reaktioner af forskellig art oven i den psykiske smerte.

Når det glimtvis gik op for mig, at Thomas var død, at han var væk – var min første tanke, at det var så sindssygt absurd. I en grad så jeg kunne blive i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig reelt overhovedet troede på det – for det kunne da ikke være rigtigt, at han ikke længere var en del af vores verden, vel?

Og når jeg så forstod det, og det gik op for mig, at jeg aldrig ville se ham igen – som i aldrig – da græd jeg uhæmmet. Herefter blev jeg følelsestom igen, med tomme tanker og et tomt hjerte – for en stund.

Midt i dette følelsesmæssige kaos oplevede jeg også følelser af lettelse. Lettelse over, at jeg ikke længere skulle på hospitalet hver dag, med lyde og lugte som jeg kunne få det helt fysisk dårligt ved. Jeg var lettet over at blive fri for transporten frem og tilbage, enten på cykel eller i bus med en barnevogn. Jeg var lettet over ikke længere at bekymre mig hver dag om, hvornår døden ville komme, og hvorvidt den ville tage Thomas nænsomt til sig.

På daværende tidspunkt skammede jeg mig over min følelse af lettelse, hvorfor jeg ikke fortalte nogen om den. I dag ved jeg, at det er en tung byrde at være pårørende til en kræftramt. Når vedkommende endda er døende, stiller det ydermere store krav – både fysisk og psykisk. Det er derfor helt naturligt, at det også kan føles som en lettelse, når døden indtræder, og den tunge byrde løftes fra ens skuldre. Særligt hvis sygdomsforløbet har været langt og krævende, som i Thomas’ tilfælde.