Det er 2 ½ år siden, at Thomas døde. Det er således 2 ½ år siden, jeg så ham sidst, talte med ham og holdt om ham. På den ene side virker det som lang tid siden, da jeg på mange måder har et anderledes liv i dag, end dengang. Omvendt virker det nogle gange til, at døden først for nylig tog ham fra mig. Disse dage er jeg tung om hjertet.

Sorgen er ikke længere noget, der præger min dagligdag negativt – mit hverdagsliv er fyldt op med positive aspekter. Jeg tænker dog fortsat på Thomas hver dag – gerne flere gange i løbet af en dag – og dét med en varme og kærlighed samt med et dejligt minde om hans smil og glimt i øjet.

Og alligevel kan sorgen med mellemrum pludselig komme springende og være ganske nærværende – i en grad, så det kan komme helt bag på mig, at jeg kan føle så stærk en smerte ved hans fravær. Når det sker, føler jeg mig overmandet, overrumplet og invaderet af savn og sorg – måske netop fordi sorgen og dens smertelige følelser har været fraværende i en periode, og derfor hurtigt er gået i glemmebogen.

Men disse ”sorg-dyk” er ganske naturlige.

Tidligere anså man sorgprocessen som en proces, der bestod af forskellige faser, man som efterladt og sørgende måtte igennem. Nu anskuer man også sorgprocessen og bearbejdelsen af et tab som kendetegnet ved et konstant og fortsat skift mellem to spor: Det tabsorienterede spor og det genopbygningsorienterede spor. I det tabsorienterede spor er den efterladte optaget af tanker, minder og følelser, der er relateret til tabet. Og i genopbygningssporet er fokus på at finde sig til rette i livet igen uden den afdøde.

Når der er tale om et konstant skift mellem de to spor, betyder det, at et menneske i sorg svinger som et pendul mellem de to tilstande, som de to spor er præget af. Man kan svinge mellem de to spor fra uge til uge, fra dag til dag eller fra time til time. Det er ganske individuelt. Ligesom det er ganske individuelt, hvor lang tid denne skiftende tendens og proces varer ved. En person i sorg vil efter tabet ofte befinde sig i det tabsorienterede spor, og med tiden vil vedkommende oftere – og i længere tid af gangen – befinde sig i det genopbygningsorienterede spor.

Denne måde at anskue en sorgproces på finder jeg ganske meningsfuld. Først og fremmest fordi jeg selv ”svinger” mellem de to spor, men også fordi jeg dermed får en forståelse for mine udsving – og med denne forståelse er jeg stoppet med at slå mig selv oven i hovedet over, at jeg efter 2 ½ år stadig kan blive overmandet af sorg og savn, når jeg nu lige gik rundt og troede, at jeg havde sluppet sorgens smertefulde favntag.

Andre kan også få glæde af denne måde at anskue en sorgproces på. Den kan nemlig skabe forståelse hos omgivelserne, når sorgen stadig rammer efter flere år, ”når det nu ellers lige gik så godt..” Samtidig kan omgivelserne også få forståelse for ens til tider skiftende humør og adfærd, som kan overraske dem, når vi den ene dag smiler og er i højt humør, og den næste dag er i et mere indadvendt leje og præget af sorgens tyngde. Ligesom for alle andre mennesker gælder det, at der findes gode og dårlige dage.