Jeg er begyndt at opleve, at jeg i løbet af min hverdag kan glemme Thomas. Det er blevet muligt for mig at gå rundt og have tanker andetsteds end på sygdomsforløbet, døden og sorgen. Det er blevet muligt for mig at grine højlydt og være tilstede lige midt i det hysterisk sjove. Her er jeg fri af sorgen, fri af savnet og fri af smerten. Det er befriende og skræmmende på én gang. Skræmmende, at jeg kan blive fuldstændig opslugt af andet og fuldstændig glemme mit livs kærlighed og smerte. Befriende, fordi det samtidig er så forløsende både at grine og at glemme.

Glemslen er dog min største frygt. Min største frygt er, at jeg vil glemme Thomas, og at andre vil glemme ham. Jeg sætter derfor stor pris på, når Thomas i en eller anden sammenhæng bliver nævnt. Det er tegn på, at han stadig eksisterer i andre folks erindringer. Det betyder, at han ikke er glemt. Når Thomas ikke bliver nævnt af mine omgivelser gennem en længere periode, eller hvis jeg ikke selv taler om Thomas med andre gennem længere tid, kan jeg blive ramt af en eksistentiel angst. Den bunder i min egen angst for at dø.

For tænk, hvis jeg selv døde, og dem jeg kender, efterhånden ville glemme mig. Hvad ville der så være tilbage? Blot en verden, der ufortrødent ville køre videre, uden blik for – eller føling med – at jeg var forsvundet. Uden et efterslæb, et minde, en betydning, en markering eller et aftryk. Intetheden er faretruende for mig. Intetheden er det, jeg frygter allermest i denne verden. Det er også derfor, at jeg er bange for at dø. Jeg er bange for intetheden, hvis et liv efter døden skulle vise sig ikke at eksistere.

Men hvis intetheden venter den dag, jeg dør, hvad har jeg da egentlig at frygte? I intetheden vil jeg jo intet kunne mærke eller føle eller registrere. Og i fald der er et liv efter døden, hvor jeg vil blive genforenet med dem, jeg har kær, og som er gået bort, er jeg overbevist om, at Thomas vil hente mig. Da er jeg overbevist om, at han vil stå klar til at tage imod mig, hvor end det bliver. Det er en beroligende tanke for mig at have. Enten at jeg intet har at frygte, hvis intetheden indtræder efter døden, eller at jeg vil møde Thomas igen, hvis et liv eksisterer efter døden.

  • Del indlægget:
  • Top