Det er blevet vinter. Selvom der endnu ikke er faldet sne, og selvom vi kun er i slutningen af november, har den friske vinterkulde for alvor sat sig fast. Den bider i kinder og ører, når Mathilda og jeg forlader vores hjem om morgenen, for at begive os ud i det liv, der er blevet vores hverdag.

Over vejen på Gammel Kongevej hænger der rækker af juleguirlander med lysende stjerner i. Butikkerne har gjort klart til julehandlen, og skøjtebanen foran Frederiksberg Have står parat til at blive invaderet af store og små. På Frederiksberg Ældre Kirkegård er der traditionen tro lagt gran på gravene. Det indgyder til en vis hygge, når kirkegården i denne tid ellers fremstår mørk og trist. Jeg tænder gerne et lys for Thomas, når jeg besøger ham i denne mørke tid. For at gøre gravstedet mindre ensomt og mere hyggeligt, går jeg ud fra.

Men når nu juletiden har sat ind med al sin hygge, samvær og lyskæder i alskens farver, hvorfor er det så, at sorgen bliver bragt i spil? Hvorfor er det, at denne højtid er hård for os, der er i sorg? Jeg kan ikke give et entydigt svar, men jeg kan mærke sorgen i maven, med klumpen i halsen og med tyngden i brystet.

Måske det skyldes julen for to år siden, da Thomas stadig var hos os. Jeg husker stadig, hvordan vi var til samtale på onkologisk afdeling d. 11. december – præcist en halvt år forinden, Thomas åndede ud – og hvordan en sygeplejerske spurgte os, om vi ønskede at vente til efter jul med at påbegynde det kemoforløb, der var planlagt for Thomas. Det var, så vi kunne nyde julen sammen, uden af at Thomas ville være dårlig af kemoen.

Thomas og jeg besluttede at påbegynde kemoforløbet samme dag, da udsættelse af kemoforløbet ville udsætte den operation, der var i vente. Den operation, der kunne redde Thomas´s liv. Den eneste operation, der kunne redde Thomas´s liv. Vi ville hellere sikre os, at Thomas kunne nyde julen i årene fremover, end at han kunne nyde denne jul for snart to år siden.

Desværre blev det Thomas´s sidste jul. Og desværre blev det en jul, hvor Thomas var usædvanlig træt og dårlig på grund af kemobehandlingerne. Men det var vores beslutning at tilsidesætte julen, så chancen for overlevelse på længere sigt blev forøget. Sådan var det ofte gennem sygdomsforløbet. Der var hele tiden beslutninger at træffe, prioriteter der skulle klarlægges samt fordele og ulemper, der nøje skulle opvejes. Det var som at spille et spil, satse og håbe på det bedste. Hele tiden.

Havde jeg vidst på daværende tidspunkt, at Thomas ville gå bort i løbet af et halvt år, ville jeg have prioriteret julen, samværet og nærværet. Men jeg vidste det jo ikke. Vi kendte ikke fremtiden. Vi havde stadig håbet, og det var håbet og en ordentlig portion stædighed og kampånd, der medvirkede til, at Thomas og jeg valgte, som vi gjorde. Det var vores virkelighed på daværende tidspunkt, og det har jeg forliget mig med.

Måske skyldes denne jule sorg blot, at julen er hjerternes fest. At det er en højtid, vi tilbringer med dem, vi har kær. Når dem, vi elsker, ikke længere er i blandt os, manifesterer det sig. Det bliver klart og tydeligt, at personen mangler – ikke blot i fysisk forstand, men også i sit menneskelige nærvær. Thomas mangler i vores hjem. Han vil mangle ved julebordet, til pakkelegen og ikke mindst under misteltenen.

  • Del indlægget:
  • Top