At være i sorg kan være et ganske ensomt sted at være. Først og fremmest fordi vi har mistet en person, vi holder af. Vi har mistet selve relationen til dette menneske. Og vores sorg afhænger af den relation, vi havde til afdøde. En unik – og dermed uerstattelig – relation. Da ingen i hele verden har lige akkurat den relation til afdøde som du, kan heller ingen i hele verden forstå, mærke og opleve, hvordan lige præcis din sorg føles. Derfor kan vi føle os ganske ensomme i sorgen. Sorg er med andre ord subjektiv.

Vi er også noget ganske særligt i kraft af vores relationer. Jeg var noget særligt i forhold til Thomas, ligesom han var noget særligt i forholdet til mig. Deraf har jeg også mistet en del af mig selv – min særegenhed i relation til Thomas – i kraft af, at jeg har mistet relationen til Thomas.

Når vi er i sorg, kan det være forløsende at fortælle om det, vi hver især har oplevet i forbindelse med dødsfaldet. Uanset om der har været tale om et pludseligt dødsfald eller om et længerevarende sygdomsforløb. Det kan være forløsende at fortælle om hele forløbet – fra start til slut. Jo flere gange, vi får lov til at fortælle om det, jo bedre bliver vi i stand til at forene os med det skete samt i forskellig grad at slippe sorgen. Derfor kan det være frugtbart for os sørgende, at give os selv lov til at fortælle om det, der er foregået – uanset om det er til en nær ven, en terapeut, en præst eller i en sorggruppe.

Det sidste års tid har jeg deltaget i to sorggrupper. I begge grupper fik jeg og de andre tilstedeværende lov til at fortælle og dele vores historie. Begge gange var det en stærk oplevelse for mig at få sat ord på hele min historie, og det gav mig ny indsigt i min egen sorg at høre de andres historier.

Sorggrupper kan være storartede, fordi de skaber mulighed for sørgende at mødes med ligesindede. Mødet med andre sørgende, der står i samme situation efter at have mistet en elsket, skaber som oftest genkendelighed. Og genkendelig skaber som oftest en udefinerbar ro indeni. Det kan for de fleste være eftertragteligt og kærkomment i en sorgfuld tid, der som oftest er præget af søvnløshed, rastløshed eller en kronisk træthed, som ked-af-det-heden naturligt afstedkommer.

Vi kan aldrig dele selve sorgen, selve tabet eller selve ensomheden med andre. Vi kan dele vores oplevelse af dødsfaldet og oplevelsen af vores sorg. Men kernen i tabet eller i ensomheden er ikke mulig for os at dele med andre.

Derfor oplever jeg også stadig en ensomhedsfølelse efter tabet af Thomas. Den kan ingen desværre afhjælpe mig med – ej heller sorggrupper. Den er et levn fra vores relation, og den minder mig om det forhold, Thomas og jeg havde, da han levede. Min relation til Thomas eksisterer nu kun gennem kærlige minder. Og dem vil jeg altid have og bære med mig videre i livet. De varmer mit hjerte og omfavner kærligt ensomheden.

  • Del indlægget:
  • Top