I forlængelse af mit sidste indlæg kom jeg til at tænke på nedenstående digt. Jeg modtog det fra en af Thomas´s venner, i tiden efter hans død. Det rørte mig dybt. Digtet er vist nok oprindeligt skrevet af Mary Elizabeth Frye tilbage i 1932. Jeg tillader mig at gengive det her, så de af jer, der ikke kender det i forvejen, kan få glæde af det.
Do not stand at my grave and weep.
I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow.
I am the diamond glints on snow.
I am the sunlight on ripened grain.
I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning´s hush,
I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight.
I am the soft stars that shine at night.
Do not stand at my grave and cry;
I am not there. I did not die.
Kære Anna
Tak for dit fine digt, din vedkommende og vigtige blog og dit flotte sprog! Din blog er forholdvist ny, så jeg ved ikke hvor meget trafik du har endnu. Men der er al mulig grund til at du bruger dine evner og dine oplevelser på denne måde, til at skabe et rum, hvor sorg, savn, smerte osv. får plads. Jeg ønsker dig og Mathilda al mulig held og lykke og jeg håber, at din blog med tiden vil blive oversvømmet af læsere…. Ja, det er mere appetitligt og hyggeligt at læse om cupcakes og hundehvalpe, men livet har jo mange facetter og du bearbejder hér en facet, som ALLE møder før eller siden.
De bedste hilsner fra Johanne.